Praksis der binder,
før kommunen afgør.

Kommunen har pligt til at foretage en konkret og individuel vurdering efter servicelovens § 113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder. En kommune kan dermed ikke undlade at tage stilling efter bestemmelsen eller give afslag med henvisning til, at det følger af kommunens generelle serviceniveau, at kommunen ikke anvender bestemmelsen. Vurderingen efter § 113 b Efter servicelovens § 113 b kan kommunalbestyrelsen under visse betingelser i en tidsbegrænset periode yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Kommunen skal træffe afgørelse om midlertidig støtte ud fra en konkret og individuel vurdering af borgers behov. Hvis kommunen har fastsat et serviceniveau for bestemmelsen, og det indgår i vurderingen, skal det fremgå af afgørelsen. Pligten til at overveje hjælp efter bestemmelsen opstår, når kommunen modtager en ansøgning herom, eller når det i øvrigt er relevant at tage stilling efter bestemmelsen på baggrund af borgerens forhold. Servicelovens § 138 om fastsættelse af serviceniveau Efter servicelovens § 138 kan kommunen inden for lovens rammer fastsætte generelle, vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven. Det gælder også for hjælp efter servicelovens bestemmelser om hjælpemidler og forbrugsgoder, herunder § 113 b. Serviceniveauet skal fastsættes inden for rammerne af den relevante bestemmelse i serviceloven og den øvrige lovgivning, herunder retssikkerhedsloven. Det indebærer blandt andet hensyntagen til kommunens forsyningspligt og de almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger. Serviceniveauet skal dermed også fastsættes under hensyn til saglige kriterier og forbuddet mod at sætte skøn under regel. Der kan fx fastsættes serviceniveau i relation til servicelovens § 113 b ud fra et proportionalitetshensyn: Det kan betyde, at kommunen ikke tilbyder særligt fremstillede genstande, der har en lang produktions- eller tilretningstid, eller som er uforholdsmæssigt bekostelige, sammenholdt med varigheden af borgers behov. Den konkrete sag I den konkrete sag var der ikke tilstrækkelige oplysninger til, at Ankestyrelsen kunne vurdere, om borgers lidelse forventedes at være varig. Ankestyrelsen hjemviste derfor kommunens afgørelse til behandling efter bestemmelsen om hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ankestyrelsen bemærkede, at hvis kommunen ved en ny vurdering af sagen fastholdt, at borgers lidelse ikke var varig, skulle kommunen efter servicelovens regel om støtte til hjælpemidler til personer med midlertidigt nedsat funktionsevne træffe en afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Fold alle ud

Det er myndighedernes ansvar, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse. Hvis børne- og ungeudvalget eller kommunen har tilsidesat væsentlige sagsbehandlingsregler i forbindelse med behandlingen af en sag, foretager Ankestyrelsen en konkret vurdering af tilsidesættelsens betydning for den konkrete sag, herunder om den har påvirket afgørelsens rigtighed. Der er ikke et generelt krav om, at der skal indgå psykologiske vurderinger eller undersøgelser i anbringelsessager. Det er en faglig vurdering i den konkrete sag. Det er tilsvarende en faglig vurdering, om der i en psykologisk vurdering eller undersøgelse skal indgå standardiserede tests. I sager, hvor det overvejes at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, må der, som led i en undersøgelse, indstilling eller vurdering efter § 22, § 23, § 27, § 51, stk. 1, nr. 2, og § 67, stk. 4, nr. 3, i barnets lov, ikke anvendes standardiserede tests i forbindelse med en psykologisk vurdering eller undersøgelse af et barn, en ung, en kommende forælder eller en forældremyndighedsindehaver. Det gælder, når disse personer er født eller opvokset i Grønland eller i øvrigt vurderes at have tæt tilknytning til grønlandsk sprog, grønlandsk kultur og grønlandske værdier. Tilsvarende gælder kommunens behandling af sager om adoption af et barn eller en ung. Kommunen skal i stedet for en standardiseret test anmode VISO’s særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold om en udredning. Resultatet af denne udredning skal munde ud i en konklusion, som indgår i grundlaget for kommunens eller børne- og ungeudvalgets afgørelse. Det er en betingelse, at den pågældende forældremyndighedsindehaver, kommende forælder eller unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til, at kommunen anmoder VISO’s særlige enhed om en udredning, medmindre kommunen vurderer, at hensynet til barnets eller den unges bedste tilsiger, at kravet om samtykke fraviges. Pligten til at inddrage den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold har karakter af en garantiforskrift. Det betyder, at hvis kommunen ikke efterlever pligten, kan de dele af den psykologiske undersøgelse eller vurdering, som baserer sig på oplysninger fra en standardiseret test, ikke anvendes som grundlag for en afgørelse om (fortsat) anbringelse eller bortadoption af et barn eller en ung. Myndighederne bør i øvrigt i forbindelse med sagsoplysningen altid være opmærksomme på eventuelle sproglige barrierer eller kulturelle forhold, i det omfang det kan have betydning for den konkrete sag. De konkrete sager I sag nr. 1 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse vedrørende et ufødt barn. Efter afgørelsen skulle barnet anbringes uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen. I oplysningsgrundlaget for børne- og ungeudvalget indgik en forældrekompetenceundersøgelse, hvori der var anvendt standardiserede tests. Ankestyrelsen vurderede indledningsvis, at § 171 b i barnets lov fandt anvendelse, da forældremyndighedsindehaveren var født i Grønland. Ankestyrelsen vurderede endvidere, at bestemmelsen var blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens sagsbehandling og børne- og ungeudvalgets afgørelse, og at de dele af forældrekompetenceundersøgelsen, hvori der var anvendt standardiserede tests, ikke skulle have indgået i sagens oplysnings- og afgørelsesgrundlag. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at børne- og ungeudvalget kun i helt særlige tilfælde uden samtykke fra de kommende forældre kan træffe en afgørelse om, at et ufødt barn anbringes uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen efter § 49, jf. § 47, stk. 1, i barnets lov. Samlet set vurderede Ankestyrelsen, at der som følge af sagsbehandlingsfejlens betydning for det samlede oplysningsgrundlag på tidspunktet for børne- og ungeudvalgets afgørelse ikke forelå et så tilstrækkeligt og nødvendigt oplysningsgrundlag, at betingelserne for at træffe afgørelse om anbringelse af et ufødt barn var opfyldt, hvorfor afgørelsen blev ophævet. Ankestyrelsen traf i medfør af styrelsens egendriftsbeføjelse endvidere afgørelse om anden støtteforanstaltning i sagen. I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse med en genbehandlingsfrist på 2 år efter hovedreglen. Umiddelbart forud for ikrafttrædelsen af § 171 b, i barnets lov den 1. maj 2025 afbrød kommunen arbejdet med udarbejdelsen af en forældrekompetenceundersøgelse i sagen. Den ufærdige forældrekompetenceundersøgelse indgik i sagens oplysningsgrundlag i børne- og ungeudvalget. Ankestyrelsen vurderede indledningsvis, at § 171 b i barnets lov fandt anvendelse, da forældremyndighedsindehaveren var født i Grønland. Ankestyrelsen vurderede med børnesagkyndig bistand også, at den foreliggende ufærdige forældrekompetenceundersøgelse, hvori der ikke var anvendt standardiserede tests, var valid og kunne indgå i sagens oplysningsgrundlag. Ankestyrelsen bemærkede, at styrelsen træffer afgørelse på baggrund af de samlede oplysninger i sagen og i den forbindelse vurderer, om der mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om betingelserne for den pågældende indsats er opfyldt. Herudover bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke er krav om, at der foreligger en forældrekompetenceundersøgelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet, men at en sådan undersøgelse kan være en blandt mange oplysninger i det samlede oplysningsgrundlag. Ankestyrelsen vurderede samlet set, at sagen var tilstrækkelig oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om fortsat anbringelse af barnet med en genbehandlingsfrist på 2 år. Ankestyrelsens afgørelse er efter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren indbragt for retten. Retten i Odense har ved dom afsagt den 21. januar 2026 stadfæstet Ankestyrelsens afgørelse. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen en afgørelse vedrørende et ufødt barn. Efter afgørelsen skulle barnet anbringes uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen med en genbehandlingsfrist på 3 år. I oplysningsgrundlaget for børne- og ungeudvalget indgik en forældrekompetenceundersøgelse, hvori der var anvendt standardiserede tests. Ankestyrelsen vurderede indledningsvis, at § 171 b i barnets lov fandt anvendelse, da forældremyndighedsindehaverne var født i Grønland. Ankestyrelsen vurderede endvidere, at bestemmelsen var blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens sagsbehandling og børne- og ungeudvalgets afgørelse, og at de dele af forældrekompetenceundersøgelsen, hvori der var anvendt standardiserede tests, ikke skulle have indgået i sagens oplysnings- og afgørelsesgrundlag. Ankestyrelsen vurderede med sagkyndig bistand, at der dog kunne lægges vægt på de dele af oplysningerne i den udarbejdede forældrekompetenceundersøgelse, der ikke relaterede sig til de udførte standardiserede psykologiske test. Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke er krav om, at der foreligger en forældrekompetenceundersøgelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet, men at sådan en undersøgelse kan være en blandt mange oplysninger i det samlede oplysningsgrundlag. Samlet set vurderede Ankestyrelsen det samlede oplysningsgrundlag i sagen tilstrækkelig til, at der kunne træffes afgørelse om fortsat anbringelse og forlænget genbehandlingsfrist. Ankestyrelsens afgørelse er efter anmodning fra forældremyndighedsindehaverne indbragt for retten. Retten i Aalborg har ved dom afsagt den 1. december 2025 stadfæstet Ankestyrelsens afgørelse. Fold alle ud

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Det følger af barnets lov § 5, stk. 3. Kravet om inddragelse af barnet eller den unge gennem direkte kontakt gælder som udgangspunkt ikke, når kommunen træffer beslutninger eller afgørelser, som udelukkende handler om barnets eller den unges forældres økonomiske forhold. Det skyldes, at beslutninger og afgørelser om forældres økonomiske forhold, som udgangspunkt, ikke har direkte indvirkning på barnet eller den unge. Undtagelsesvis kan en beslutning eller afgørelse om forældres økonomiske forhold have en direkte indvirkning på barnet eller den unge, hvorfor barnet eller den unge alligevel skal inddrages, før der træffes afgørelse. Vurderingen beror altid på en konkret og individuel vurdering af oplysningerne i sagen, og det er ikke muligt udtømmende at slå fast, hvornår eller i hvilke sager det er tilfældet. Følgende momenter kan indgå i den konkrete vurdering af, om barnet eller den unge skal inddrages i en sag om forældrenes økonomiske forhold og sagen dermed falder inden for anvendelsesområdet af barnets lov § 5: Typen af ydelse, der søges økonomisk hjælp til Hvis karakteren af den økonomiske ydelse, herunder formålet med ydelsen, kan have en direkte indvirkning på barnet eller den unge, taler det for, at barnet eller den unge skal inddrages. Oplysninger om væsentlig påvirkning af barnets eller den unges trivsel Hvis der foreligger oplysninger, som indikerer, at barnets eller den unges trivsel er væsentligt påvirket af den konkrete afgørelse, taler det ligeledes for, at der bør ske inddragelse af barnet eller den unge. Det kan eksempelvis være forældrenes økonomiske situation, som påvirker eller begrænser barnets eller den unges mulighed for at deltage i sociale fællesskaber. Det forhold, at forældrene ikke har midler til selv at afholde udgiften, fører ikke i sig selv til, at der skal ske inddragelse af barnet eller den unge. De konkrete sager I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på økonomisk støtte til et efterskoleophold, fordi kommunens begrundelse var mangelfuld. Ankestyrelsen vurderede på baggrund af de samlede oplysninger, at det var korrekt, at der var sket inddragelse af den unge forud for kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til et efterskoleophold for den unge, som ville betyde, at den unge skulle opholde sig uden for hjemmet i løbet af skoleåret. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på oplysninger om barnets trivsel, herunder at den unge var i en stor proces med en ny diagnose og medicin opstart, hvorfor den unge havde brug for trygge rammer. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at mor efter det oplyste ikke selv havde økonomi til at sende den unge afsted på efterskole, og at den unge på den baggrund havde været nødt til at finde en anden løsning. Den unges tidligere efterskole havde også vurderet, at den unge i høj grad vil kunne profitere af et år mere på efterskolen. I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen kommunes afgørelse om ophør af dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til solokørsel til et klubtilbud og til den unges aflastningssted, fordi kommunen ikke havde inddraget den unge. Ankestyrelsen lagde vægt på typen af ydelsen, der var blevet søgt om dækning af, og at den unges skole oplyste, at det ville have en stor betydning for den unges trivsel og mulighed for udvikling, hvis den unges kørsel blev ændret. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag på dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til p-piller. Ankestyrelsen hjemviste kommunens afgørelse om afslag på medicin i form af melatonin grundet manglende oplysninger i forhold til den materielle behandling af afgørelsen. Ankestyrelsen vurderede i begge tilfælde, at kommunen ikke skulle have inddraget den unge. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til medikamenter, og at der ikke forelå sådanne tilstrækkelige oplysninger, der understøttede, at den unges trivsel ville blive væsentligt påvirket ved afgørelsen om økonomisk støtte til køb af de pågældende medikamenter. I sag nr. 4 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag på dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til pasning af barnet i hjemmet. På baggrund af de samlede oplysninger vurderede Ankestyrelsen, at det var korrekt, at kommunen havde foretaget inddragelse af barnet. Ankestyrelsen lagde vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til at betale en barnepige til barnet, som kunne passe barnet i hjemmet efter skole, herunder at der var tale om en løbende ydelse i et vist omfang. Ankestyrelsen tillagde det ligeledes vægt, at det i en udtalelse fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center fremgik, at barnets trivsel ville blive væsentligt påvirket ved afgørelsen om økonomisk støtte til pasning af barnet i hjemmet. Fold alle ud

Kommunen træffer afgørelse om egenbetaling Det er lederen af en boform omfattet af servicelovens § 109 (krisecentre) og § 110 (herberger, forsorgshjem mv.), der træffer afgørelse om optagelse i boformen. Det er kommunen, der opkræver egenbetaling for ophold i boformerne. Kommunens opkrævning om egenbetaling for ophold på krisecentre, herberger, forsorgshjem mv. er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det skyldes, at kommunen på offentligretligt grundlag retter et betalingskrav mod borgeren, hvorved det ensidigt bestemmes, hvad der skal være gældende ret for borgeren, dvs. hvad borgeren konkret skal betale. At der er tale om en afgørelse, betyder, at forvaltningslovens krav til fx begrundelse og klagevejledning skal være opfyldt. Når der er truffet afgørelse, kan egenbetalingen for opholdet inddrives. Det er den kommune, der har ansvaret for borgerens ophold i boformen, som træffer afgørelsen om egenbetaling. Fra hvornår skal betaling ske? Når en borger tager ophold på en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110, kan kommunen opkræve egenbetaling fra begyndelsen af opholdet, selvom afgørelsen om egenbetaling først træffes efter opholdets begyndelse. Den konkrete sag En borger tog ophold på et herberg den 16. maj 2022. Den 6. juni 2022 orienterede kommunen borgeren om, at han ville blive opkrævet egenbetaling fra den dato, hvor han tog ophold på herberget. Borgeren blev også orienteret om muligheden for at søge om bortfald eller nedsættelse af egenbetalingen. Kommunen sendte den 30. juni 2022 en opkrævning i form af en faktura for egenbetaling for opholdet på boformen for maj 2022. Borgeren klagede over kommunens afgørelse med henvisning til Ankestyrelsens principmeddelelse 43-19 om opkrævning af egenbetaling fra meddelelsestidspunktet for ophold på boformer efter servicelovens §§ 107 og 108 (midlertidige og længerevarende botilbud). Kommunen fastholdt, at egenbetalingen kunne opkræves fra opholdets begyndelse. Ankestyrelsen vurderede, at kommunens faktura af 30. juni 2022 var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ankestyrelsen vurderede også, at egenbetaling for ophold i boformer efter servicelovens § 110 skulle ske fra opholdets begyndelse. Ankestyrelsen henviste til reglerne i bekendtgørelse om egenbetaling for midlertidigt ophold i boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 og til, at principmeddelelse 43-19 ikke gælder for boformer efter servicelovens §§ 109 og 110. Ankestyrelsen stadfæstede således kommunens afgørelse om egenbetaling. Fold alle ud

Efter lov om individuel boligstøtte (boligstøtteloven) er det en betingelse for at få bevilget boligstøtte, at boligen er forsynet med et køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand. Et tekøkken eller køkkenniche med forsvarligt afløb for spildevand fra køkkenvask med reel mulighed for at tilberede varm mad er tilstrækkeligt til at opfylde kravet om køkken. Der kan ikke stilles krav om specifikt udstyr, blot det er egnet til at tilberede varm mad. Udstyret kan være installeret i køkkenet i forvejen eller være medbragt af ansøgeren. Det er også en betingelse, at køkkenet er selvstændigt. Det betyder, at ansøgeren og dennes husstand har den eksklusive brugsret og adgang, og at udlejeren som følge heraf er afskåret fra at give andre eller sig selv adgang og dermed andel i denne brugsret. Den konkrete sag I den konkrete sag søgte ansøgeren om boligstøtte til et kollegieværelse med eget bad og toilet. Værelset var forsynet med køkkenvask med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand, et skab med køkkenartikler samt et minikøleskab. Ansøgeren havde herudover selv medbragt en elkedel og en airfryer. Udbetaling Danmark begrundede afslaget med, at der i boligen ikke var kogemulighed. Udbetaling Danmark vurderede, at en elkedel og en airfyrer ikke udgjorde et køkken med kogemulighed. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens tekøkken, som ansøgeren alene havde brugsret til, indeholdt en vask med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand ligesom der var mulighed for at tilberede varm mad ved brug af en opstillet airfryer. Ankestyrelsen vurderede derfor, at betingelsen i boligstøtteloven om et selvstændigt køkken var opfyldt. Udbetaling Danmark skulle herefter tage stilling til, om de øvrige betingelser for at modtage boligstøtte var opfyldt på baggrund af ansøgningen. Fold alle ud

Afgørelser om anbringelse uden samtykke efter barnets lov kan kun træffes, hvis der er kvalificeret flertal for afgørelsen i børne- og ungeudvalget. Kvalificeret flertal opnås, når mindst fire ud af børne- og ungeudvalgets fem medlemmer stemmer for den pågældende afgørelse. Børne- og ungeudvalget skal altid tage stilling til fastsættelse af en genbehandlingsfrist efter barnets lov, hvis børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller af en ung uden for hjemmet uden samtykke. Hvornår en sag skal genbehandles afhænger af, om barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år, er fristen for genbehandling som hovedregel 1 år. Har barnet eller den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år, er fristen for genbehandling som hovedregel 2 år. Børne- og ungeudvalget kan fravige hovedreglen og træffe afgørelse om at forlænge eller forkorte fristen for genbehandling af sagen. Udvalget kan kun træffe afgørelse om at fravige hovedreglen for fastsættelse af en genbehandlingsfrist på henholdsvis 1 og 2 år, hvis der er kvalificeret flertal for fastsættelse af den konkrete frist. Hvis der ikke kan opnås kvalificeret flertal, skal udvalget træffe afgørelse efter hovedreglen på henholdsvis 1 og 2 år. De konkrete sager I sag nr. 1 traf børne- og ungeudvalget afgørelse om fortsat anbringelse af en ung på 15 år og afgørelse om fastsættelse af en forkortet genbehandlingsfrist på 1 år. Børne- og ungeudvalgets afgørelse om genbehandlingsfrist blev truffet med tre stemmer for en genbehandlingsfrist efter hovedreglen på 2 år og to stemmer for en forkortet genbehandlingsfrist på 1 år. Der var således ikke kvalificeret flertal for en forkortet genbehandlingsfrist. Udvalget traf imidlertid afgørelse om en forkortet genbehandlingsfrist på 1 år, dvs. afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med mindretallets stemmeafgivning. Ankestyrelsen stadfæstede børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af den unge, men ændrede genbehandlingsfristen til 2 år regnet fra Ankestyrelsens afgørelse eller endelig dom. Ankestyrelsen slog fast, at en fravigelse af lovens hovedregel om genbehandlingsfrist på 2 år krævede kvalificeret flertal. I sag nr. 2 traf børne- og ungeudvalget afgørelse om anbringelse af et barn på 12 år og afgørelse om fastsættelse af en genbehandlingsfrist for anbringelsen på 1 år efter hovedreglen. Børne- og ungeudvalget tiltrådte hermed kommunens indstilling om genbehandlingsfrist. Børne- og ungeudvalgets afgørelse om genbehandlingsfrist blev truffet med to stemmer for at følge hovedreglen om en genbehandlingsfrist på 1 år, og tre stemmer for en forlænget genbehandlingsfrist på 2 år. Da der således ikke var kvalificeret flertal for en afgørelse om en forlænget genbehandlingsfrist, traf børne- og ungeudvalget herefter afgørelse om fastsættelse af en genbehandlingsfrist på 1 år efter hovedreglen efter mindretallets stemmeafgivning. Ankestyrelsen stadfæstede børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse af barnet. Ankestyrelsen var enig i, at hovedreglen om en genbehandlingsfrist på 1 år skulle anvendes, da der ikke var kvalificeret flertal i børne- og ungeudvalget for at fravige hovedreglen. Ankestyrelsen ændrede imidlertid enstemmigt og efter en konkret vurdering genbehandlingsfristen til 2 år, da de forhold, som lå til grund for afgørelsen med overvejende sandsynlighed også måtte antages at gælde ud over fristen, og hensynet til barnet på afgørende måde talte for en forlængelse af fristen.

Forældres udgifter i forbindelse med støttende indsatser Forældres udgifter, som for eksempel udgifter til transport, der opstår som følge af en bevilling af støttende indsatser efter barnets lov § 32, stk. 1, kan dækkes efter reglerne om økonomisk støtte i barnets lov § 35, stk. 4, nr. 1, eller efter barnets lov § 86 om dækning af merudgifter, hvis betingelserne er opfyldt. Økonomisk støtte efter barnets lov § 35, stk. 4, nr. 1 Kommunen kan yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren til dækning af udgifter i forbindelse med støttende indsatser efter bl.a. barnets lov § 32, stk. 1, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns særlige behov for støtte. Støtten kan dog kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til at dække udgifterne. Det afgørende for bedømmelsen heraf er, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget hos forældremyndighedsindehaveren ud af balance. Nødvendige merudgifter efter barnets lov § 86 Kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af barnets funktionsnedsættelse. Reglerne om merudgifter er subsidiære i forhold til andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning. Det betyder, at hvis en udgift kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning, kan udgiften ikke dækkes som merudgifter. Hvis kommunen har bevilget en støttende indsats skal kommunen først skal tage stilling til, om forældremyndighedsindehaveren kan bevilges økonomisk støtte. Hvis betingelserne for økonomisk støtte ikke er opfyldte fx fordi forældremyndighedsindehaveren selv har tilstrækkelige midler til at dække udgifterne, skal kommunen af egen drift forholde sig til, om forælderen kan bevilges hjælp efter reglerne om merudgifter. Den konkrete sag I den konkrete sag havde kommunen alene behandlet ansøgningen om udgifter til forældrenes transport til familiebehandling efter reglerne om merudgifter. Kommunen skulle først have taget stilling til, om forældremyndighedsindehaveren havde ret til dækning af udgifterne til transport til familiebehandling efter reglen om økonomisk støtte. Det fremgik ikke klart af sagens oplysninger, om familiebehandlingen medførte udgifter til transport for forældrene. Sagen blev derfor hjemvist til ny behandling. Hvis kommunen ved den fornyede behandling af sagen vurderer, at familiebehandlingen medfører udgifter til transport for forældrene, skal kommunen herefter forholde sig til, om forældremyndighedsindehaveren har tilstrækkelige midler til at dække udgifterne. Hvis kommunen vurderer, at forældrene ikke opfylder betingelserne efter reglen om økonomisk støtte, skal kommunen tage stilling til muligheden for dækning af udgifterne efter reglerne om merudgifter.

Udgifter, der er forbundet med, at respirationshjælpere, bevilget som led i en fælles hjælperordning, skal med barnet eller den unge på ophold uden for hjemmet herunder ferie i Danmark, kan dækkes efter merudgiftsreglen i § 86 i barnets lov. Nødvendige merudgifter Kommunen skal efter barnets lov yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Den fælles hjælperordning Den fælles hjælperordning betyder, at der i et samarbejde mellem kommunen og regionen er bevilget hjælperordninger i hjemmet til personer, som både har respirationshjælpere efter sundhedsloven og hjælpere efter lov om social service. Bekendtgørelsen om fælles hjælperordninger til personer med kronisk respirationsinsufficiens regulerer indholdet af aftaler, som kommuner og regioner indgår om fælles hjælperordninger, og fastsætter principper for fordeling af de samlede udgifter, hvis aftalen ikke indeholder principper herfor. De samlede udgifter kan ifølge vejledningen for eksempel være udgifter til aflønning af hjælperne, udgifter forbundet med arbejdsgiveropgaver, nødvendige omkostninger ved overholdelse af arbejdsmiljølovgivningen, sygefravær, vikardækning, forsikringer m.v. Udgifter til at tage respirationshjælpere med på ophold uden for hjemmet herunder ferie i Danmark, som for eksempel udgifter til ophold og transport for hjælpere, reguleres ikke af bekendtgørelsen, og skal ikke fordeles efter bekendtgørelsens principper for fordeling af udgifter. Den konkrete sag I den konkrete sag havde borgeren ret til dækning af merudgifter til hjælperens deltagelse i en bootcamp i Danmark. Borgeren havde udgifter til hjælpernes forlængede transport og køretid i forbindelse med opholdet. Kommunen havde vurderet, at udgifterne kunne dækkes som nødvendige merudgifter, men havde givet afslag på at dække 67 procent af udgiften til respirationshjælpernes deltagelse i lejr med den begrundelse, at barnet havde en fælles hjælperordning til personer med kronisk respirationsinsufficiens. Ankestyrelsen ændrede afgørelsen, så kommunen skulle dække udgifterne efter § 86 i barnets lov. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen ikke kunne give afslag på at dække 67 procent af udgiften til respirationshjælperne.

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Dette følger af barnets lov § 5, stk. 3. Af barnets lov § 5, stk. 4, følger det imidlertid, at kravet om inddragelse gennem samtale og anden direkte kontakt kan fraviges i helt særlige tilfælde helt eller delvist, hvis barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til helt at undlade at inddrage barnet eller den unge. Bestemmelsen giver alene mulighed for, at inddragelse sker på anden vis end ved samtale eller anden direkte kontakt. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal i disse tilfælde i stedet tilvejebringes på anden vis. Det er alene i helt særlige tilfælde , at kommunen ikke skal inddrage barnet eller den unge direkte ved samtaler eller anden direkte kontakt. Et helt særligt tilfælde foreligger, hvis barnets alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod inddragelse ved direkte kontakt. Det fremgår af lovbemærkningerne, at barnets alder, modenhed eller eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse som udgangspunkt ikke i sig selv kan begrunde en undladelse af at tilvejebringe og inddrage barnet eller den unges holdning og synspunkter ved direkte kontakt med barnet eller den unge. Barnets eller den unges alder kan dog føre til, at der kan ske fravigelse af kravet om direkte kontakt, hvis der eksempelvis er tale om et meget lille barn eller et spædbarn. Fravigelse kan også være begrundet i andre forhold hos barnet eller den unge . Det kan f.eks. være, at barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse, en diagnose, sociale forhold eller en belastningsreaktion grundet sagens øvrige omstændigheder, der i afgørende grad taler for at undlade direkte kontakt. Kommunen skal foretage en samlet konkret vurdering af barnets eller den unges alder og andre forhold hos barnet eller den unge. Det er en forudsætning for at fravige kravet om direkte kontakt, at barnets eller unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod dette. Et hensyn, der kan inddrages ved denne vurdering kan være, at barnet eller den unge, som følge af sin alder eller andre forhold hos barnet eller den unge vil blive unødigt belastet af den direkte inddragelse. Dette må i hvert falde dække over tilfælde, hvor barnets eller den unges trivsel vil forringes yderligere eller føre til en belastningsreaktion, hvis der sker inddragelse gennem samtale eller anden direkte kontakt. I sag nr. 1 ophævede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om omfanget af samværet mellem en forælder og to børn på henholdsvis 8 og 9 år, der var anbragt uden for hjemmet. Ankestyrelsen vurderede, at afgørelsen handlede om børnenes forhold, og at der i sagen ikke forelå sådanne oplysninger om børnenes alder eller andre forhold hos dem, som gjorde, at deres holdning og synspunkter ikke kunne tilvejebringes ved samtale eller anden direkte kontakt med børnene. Den omstændighed, at børnene havde svært ved at have kontakt med kommunen, kunne ikke i sig selv føre til, at der ikke skulle ske direkte inddragelse. I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsens kommunens afgørelse om, at en borger ikke havde ret til dækning af yderligere tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen vurderede, at afgørelsen handlede om barnets forhold, og at der derfor som udgangspunkt skulle ske inddragelse af barnet gennem samtale eller anden direkte kontakt. Ankestyrelsen vurderede dog, at der forelå sådanne oplysninger om andre forhold hos barnet, som i afgørende grad talte imod, at der skulle ske direkte inddragelse. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var diagnosticeret med Asperger syndrom og forstyrret personlighedsstruktur. Ankestyrelsen tillagde det også vægt, at barnet var svært belastet af egne forhold, hvor barnet udviste en adfærd, hvor barnet både var selvskadende og selvmordstruet, hvorfor barnet flere gange var genindlagt i psykiatrien. Ankestyrelsen vurderede derfor, at barnet ville blive unødigt belastet ved direkte inddragelse. Imidlertid havde kommunen ikke på anden vis tilvejebragt oplysninger om barnets holdning og synspunkter. Det var en væsentlig fejl, der dog i den konkrete sag ikke kunne føre til et andet resultat. Det skyldtes, at der i den konkrete sag ikke var hjemmel til at bevilge tabt arbejdsfortjeneste, når barnet var anbragt uden for hjemmet. Ankestyrelsen udtalte dog kritik af sagsbehandlingen. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at en borger ikke var berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, da barnet ikke havde en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ankestyrelsen konstaterede, at afgørelsen handlede om barnets forhold, og at der på den baggrund skulle ske inddragelse af barnet gennem samtale eller anden direkte kontakt. Ankestyrelsen var dog enig i kommunens vurdering af, at der som følge af barnets alder, som var 9 måneder på tidspunktet for kommunens inddragelse, forelå et sådan helt særligt tilfælde, hvor barnets alder i afgørende grad talte imod inddragelse gennem direkte kontakt. Kommunen havde foretaget en observation af barnet. Kommunen havde derfor på afgørelsestidspunktet opfyldt sin forpligtelse i forhold til kravet om inddragelse.

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Dette følger af barnets lov § 5, stk. 3. Kravet om inddragelse efter barnets lov har karakter af en garantiforskrift. Manglende overholdelse af kravet indebærer i almindelighed, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre manglen i det konkrete tilfælde har været uden betydning. Der er tale om en grundlæggende rettighed for barnet eller den unge. Inddragelse af barnet eller den unge skal sikre, at barnet eller den unge har indflydelse på de forhold, der vedrører dem. Begrebet om barnets eller den unges forhold skal forstås ud fra, om indholdet af beslutningen eller afgørelsen handler om barnets eller den unges forhold. Et væsentligt moment i denne vurdering er, om beslutningen eller afgørelsen har direkte indvirkning på barnet eller den unge. Procesledende beslutninger, som fx udelukkende handler om, at en problemstilling kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov, jf. barnets lov § 18, stk. 1, nr. 2, jf. § 19, har ikke direkte indvirkning på barnet eller den unge og er dermed ikke omfattet af kravet om inddragelse. Kommunale beslutninger eller afgørelser, som fx udelukkende handler om barnets eller den unges forældres økonomiske forhold eller hjælp til en forælder, hvis barn er anbragt uden for hjemmet, har som altovervejende hovedregel heller ikke direkte indvirkning på barnet eller den unge. I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren, som var forælder til et barn, der var anbragt uden for hjemmet, skulle betale for døgnopholdet efter reglerne i barnets lov. Ankestyrelsen fandt, at indholdet af afgørelsen ikke havde direkte indvirkning på barnet, og at kravet om inddragelse i barnets lov derfor ikke fandt anvendelse i sagen. Den omstændighed, at kommunen havde inddraget oplysninger om barnet i afgørelsen, førte ikke til, at kravet om inddragelse fandt anvendelse. I sag nr. 2 fik borgeren, som var forælder til et barn med en nedsat funktionsevne, afslag på dækning af tabt arbejdsfortjeneste med den begrundelse, at barnet ikke havde en betydelig nedsat funktionsevne. Borgeren var dermed ikke omfattet af den personkreds, som efter reglerne i barnets lov kunne være berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning af barnet i hjemmet. Ankestyrelsen konstaterede, at en afgørelse om dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil få betydning for, om barnet skulle passes i hjemmet eller være i SFO. Der var derfor tale om, at afgørelsen handlede om barnets forhold. Kommunen havde ikke tilvejebragt og inddraget barnets holdning og synspunkter løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden den traf afgørelse i sagen. Der var ikke oplysninger i sagen, der indikerede, at der forelå et sådant helt særligt tilfælde, at kravet om samtaler og anden direkte kontakt helt eller delvis kunne fraviges. Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Ankestyrelsen, at fejlen ikke kunne udelukkes at have haft indflydelse på kommunens afgørelse, og Ankestyrelsen hjemviste sagen. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en borger, der var forælder til et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, skulle beregnes på baggrund af en hjemmehjælperløn. Ankestyrelsen fandt, at indholdet af kommunens afgørelse ikke havde direkte indvirkning på barnet, og at afgørelsen derfor ikke handlede om barnets forhold, hvorfor kravet om inddragelse i barnets lov ikke fandt anvendelse. I sag nr. 4 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, med hvor mange timer, en borger, som var forælder til et barn, der var anbragt uden for hjemmet, havde ret til en støtteperson. Ankestyrelsen fandt, at indholdet af afgørelsen ikke havde direkte indvirkning på barnet, og at kravet om inddragelse i barnets lov derfor ikke fandt anvendelse i sagen.

Principmeddelelsen vedrører betingelserne for permanent anbringelse af anbragte børn og unge efter barnets lov og særligt de krav, der gælder for kommunens indstilling herom til børne- og ungeudvalget. Herudover omskriver og samler principmeddelelsen tidligere offentliggjort praksis om permanent (tidligere benævnt ”videreført”) anbringelse, som fortsat er gældende efter ikrafttrædelsen af barnets lov. Permanent anbringelse Betingelser for permanent anbringelse (§ 67, stk. 1 og 2) Hvis et barn eller en ung har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Hvis dette er tilfældet, er der tale om en anbringelse uden tidsbegrænsning, og anbringelsen hviler herefter alene på tilknytningen til anbringelsesstedet. Forældrenes kompetencer og/eller barnets eller den unges forhold er derfor ikke længere begrundelsen for anbringelsen. Anbragte unge, der er fyldt 15 år (§ 67, stk. 3) Der kan for en ung, der er fyldt 15 år, kun træffes afgørelse om permanent anbringelse, hvis den unge samtykker til afgørelsen. Indstillingen Krav til indstillingen om permanent anbringelse (§ 67, stk. 4) En indstilling om permanent anbringelse skal indeholde: En revideret (opdateret) barnets plan eller ungeplan, der forholder sig til en permanent anbringelse. En revideret (opdateret) børnefaglig undersøgelse. Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse. En psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog. Formålet med at indføre et krav om, at helhedsvurderingen skal være psykologisk og foretaget af en autoriseret psykolog, er at styrke det faglige grundlag af hensyn til barnets eller den unges bedste og understøtte retssikkerheden for alle parter i sager, hvor der overvejes permanent anbringelse. Autoriserede psykologer har således særlig uddannelse og erfaring og er underlagt Psykolognævnets tilsynsforanstaltninger. Det er afgørende for at sikre kvaliteten og for retssikkerheden, at det er den autoriserede psykolog, der selv foretager helhedsvurderingen. Det betyder, at det er den autoriserede psykolog, der skal udføre alle dele af vurderingen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at helhedsvurderingen alene er underskrevet af en autoriseret psykolog, eller at en autoriseret psykolog alene har udført nogle delelementer af vurderingen. Hvis helhedsvurderingen ikke er foretaget af en autoriseret psykolog, kan vurderingen ikke anvendes til at træffe afgørelse om permanent anbringelse. Indhold af den psykologiske helhedsvurdering En psykologisk helhedsvurdering skal indeholde: En beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner. En beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedets netværk og omgivelserne, for eksempel daginstitution, skole, fritidsinteresser mv. og, i det omfang det er muligt, tilknytningen til forældrene og eventuelle søskende, bedsteforældre mv. En beskrivelse, der, så vidt det er muligt, belyser forældrenes mulighed for at udvikle tilknytningen til barnet eller den unge. En vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnets eller den unges sundhed og udvikling, hvis han eller hun flyttes fra anbringelsesstedet, og hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, også når barnet eller den unge bliver voksen. I de tilfælde, hvor der vil være flere erklæringer, skal der foretages en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet vurdering. Tilknytningen skal beskrives ved observationer og relevante tests, således at karakteren af tilknytningen er afdækket ved hjælp af en anerkendt videnskabelig metode. Det er ikke tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår andre steder i sagen. Hvis barnet eller den unge har børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme, er det afgørende, at beskrivelsen af tilknytningen ses i forhold hertil. Hvis helhedsvurderingen er behæftet med sådanne mangler, at den må tilsidesættes, kan den ikke anvendes til at træffe afgørelse om permanent anbringelse. Hvornår skal kommunen overveje permanent anbringelse Ret til at anmode om permanent anbringelse (§ 68) Et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, har ret til at anmode kommunen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet. Modtager kommunen en sådan anmodning, skal kommunen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse. Hvis kommunen har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse på baggrund af en anmodning herom fra et anbragt barn eller ung, som er fyldt 10 år, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om permanent anbringelse af barnet eller den unge, selvom vedkommende har været anbragt i mindre end 3 år. Kommunens forpligtelse til at overveje permanent anbringelse (§ 50, stk. 7) Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, skal kommunen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden samtykke uden for hjemmet overveje, om hensynet til barnets eller den unges bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse. Samtidig alternativ indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke Hvis kommunen vurderer, at både betingelserne for permanent anbringelse og betingelserne for fortsat anbringelse uden samtykke er til stede, kan kommunen ved en samtidig alternativ indstilling indstille til fortsat anbringelse uden samtykke. Børne- og ungeudvalget kan herefter træffe afgørelse om fortsat anbringelse uden samtykke, hvis udvalget vurderer, at betingelserne for permanent anbringelse ikke er opfyldte. Indstillingerne skal hver for sig opfylde de krav til indstillinger, der fremgår af barnets lov, til henholdsvis permanent anbringelse og fortsat anbringelse uden samtykke. De konkrete sager I sag nr. 1 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af et barn på 11 år, fordi Ankestyrelsen modsat børne- og ungeudvalget vurderede, at betingelserne for permanent anbringelse var opfyldte. Ankestyrelsen traf i medfør af egendriftsbeføjelsen derfor afgørelse om permanent anbringelse af barnet, som havde boet i plejefamilien i 4 år, var tilknyttet og ønskede at blive boende i plejefamilien. I sag nr. 2 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om permanent anbringelse af et barn på 7 år, fordi der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at betingelserne var opfyldte. For det første var det udarbejdede tillæg til psykologisk helhedsvurdering udarbejdet af to psykologer, hvoraf kun den ene var autoriseret. Desuden beskrev det udarbejdede tillæg til psykologisk helhedsvurdering ikke i tilstrækkelig omfang karakteren af barnets tilknytning til plejeforældrene og netværket og undersøgelsen fandtes heller ikke i fornødent omfang at give grundlag for en prognosevurdering af, hvorledes barnets tilknytning på sigt måtte antages at kunne udvikle sig, herunder i lyset af, at barnet var beskrevet med store adfærds- og tilknytningsmæssige udfordringer. Endelig var der ikke taget stilling til barnets tilknytning til sine biologiske forældre, og herunder var der ikke foretaget observationer af struktureret samspil mellem barnet og de biologiske forældre. Ankestyrelsen traf endvidere i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om fortsat anbringelse af barnet med en genbehandlingsfrist på 2 år. I sag nr. 3 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om videreført anbringelse af et barn på 7 år, fordi der var væsentlige mangler ved den undersøgelse og den børnesamtale, der lå til grund for afgørelsen. Der var alene lavet en ensidig observation og beskrivelse af tilknytningen til plejefamilien, mens der ikke var lavet observationer af barnets tilknytning til sine forældre. Herudover var plejemor ikke blevet bedt om at tage stilling til fremtidsperspektivet for barnets ophold i plejefamilien, og barnets holdning til den videreførte anbringelse fremgik ikke af børnesamtalen. Det var således ikke tydeliggjort over for barnet, at kommunen påtænkte, at han skulle blive boende hos plejefamilien, til han blev voksen. Ankestyrelsen traf endvidere i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om fortsat anbringelse af barnet med en genbehandlingsfrist på 3 år. I sag nr. 4 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af et barn på 10 år, der havde været anbragt i samme plejefamilie i 8 år, var tilknyttet og ønskede at blive boende i plejefamilien. Kommunen havde kun indstillet til videreført anbringelse, og børne- og ungeudvalget havde derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om fortsat anbringelse. Ankestyrelsen vurderede dog, at betingelserne for at træffe afgørelse om videreført anbringelse var opfyldte, og Ankestyrelsen traf derfor i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om videreført anbringelse af barnet.

Efter boligstøttelovens regler kan en borger få beregnet forhøjet boligstøtte, hvis borgeren er stærkt bevægelseshæmmet, og borgerens bolig er egnet herfor. Der skal foretages en samlet vurdering af oplysningerne om borgerens helbredsforhold og funktionsniveau samt brug af hjælpemidler. Det vil altid være en konkret og individuel vurdering. Ved vurderingen af, om borgeren er stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand, vil det typisk være afgørende, om borgerens handicap medfører, at borgeren kun vanskeligt kan bevæge sig uden et eller flere hjælpemidler og derfor kan have behov for en større bolig. Borgerens bevægelseshæmning vil typisk skyldes et fysisk handicap, men kan også skyldes et psykisk eller kognitivt handicap. Borgeren skal have behov for sine hjælpemidler på grund af sin bevægelseshæmning, men behøver ikke at anvende hjælpemidlerne hele tiden. Borgeren kan på nogle dage være mere påvirket af sit handicap end på andre dage. Et enkelt hjælpemiddel eller flere hjælpemidler kan ud fra en konkret vurdering optage så meget plads i borgerens bolig, at borgeren kan have behov for en større bolig. Borgeren skal efter en konkret og individuel vurdering have behov for hjælpemidlet på grund af sin bevægelseshæmning. Behovet kan være godtgjort ved, at hjælpemidlet eller hjælpemidlerne er bevilgede, men andre oplysninger kan efter en konkret vurdering også være tilstrækkelige. Det er ikke en betingelse, at boligen har en særlig indretning, eller at borgeren anvender hjælpemidlet eller hjælpemidlerne til at komme omkring i sin bolig. For at kunne få beregnet forhøjet boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede er det derudover en betingelse, at boligen skal være egnet til den stærkt bevægelseshæmmede borger. I sag nr. 1 havde borgeren ret til forhøjet boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren havde autisme, angst, adhd og ankelsmerter, som medførte panikanfald, ubehag og til tider balanceproblemer. Borgeren var bevilget en servicehund, som hun det meste af tiden havde behov for at støtte sig til, for at hun kunne bevæge sig i og uden for sin bolig. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at servicehunden inklusive udstyr optog plads i borgerens bolig i et sådant omfang, at borgeren havde behov for en større bolig. Borgeren var derfor stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand. I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen Udbetaling Danmarks afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren havde flere medicinske tilstande, som ifølge borgerens lægeerklæring gjorde, at borgeren havde alvorlige bevægelsesproblemer, der gjorde det svært for borgeren at navigere både gående og stående. Ankestyrelsen vurderede også, at Udbetaling Danmark ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt borgerens hjælpemidler var nødvendige at have inde i boligen for, at borger kunne bevæge sig og vedligeholde sin funktionsevne. Ankestyrelsen vurderede derudover, at Udbetaling Danmark ikke havde forholdt sig til, om borgerens hjælpemidler samlet set optog plads i borgers bolig i et sådant omfang, at borgeren kunne have behov for en større bolig. Udbetaling Danmark skulle foretage en ny konkret og individuel vurdering af, om borgeren var stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.

En forældremyndighedsindehaver kan få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til sig, hvis forældremyndighedsindehaveren dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver. Det fremgår af børne- og ungeydelsesloven. For forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet, udbetales børne- og ungeydelsen som udgangspunkt med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne. Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistret i CPR på samme bopælsadresse, kan hele ydelsen udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne. Det fremgår af børne- og ungeydelseslovens § 4, stk. 2, nr. 2. Afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes samvær Følgende typer af dokumentation kan efter bestemmelsen og bemærkningerne hertil anvendes til ændring i udbetalingen af børne- og ungeydelsen: Et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af en aftaleblanket, et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver aftalen, eller En samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær truffet af Familieretshuset eller Ankestyrelsen, eller Et retsforlig om endeligt fastsat samvær, der er tilført retsbogen, eller En dom om endeligt fastsat samvær truffet af domstolene. Afgørelser eller forlig, hvor der ikke fastsættes samvær Når Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse om ikke at fastsætte samvær eller om at ophæve samvær – eller dette fastsættes ved et forlig – er der også taget stilling til samværets omfang. En afgørelse om ikke at fastsætte samvær eller om ophævelse af samvær sidestilles derfor med andre afgørelser, hvor der fastsættes en samværsordning. Det skyldes, at der ved afgørelsen konkret er taget stilling til omfanget af samværet mellem barnet og den anden forælder. Forældremyndighedsindehaveren, der har anmodet om ændring af udbetalingen og som har barnet hos sig, vil som følge af afgørelsen have barnet hos sig i 14 ud af 14 dage. Det samme gør sig gældende for forlig, som indgås i Familieretshuset eller familieretten, og som ikke fastsætter samvær eller hvor samværet ophæves. En afgørelse eller et forlig, hvoraf det fremgår, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves, kan derfor også anvendes som dokumentation for, at forældremyndighedsindehaveren har barnet i minimum 9 ud af 14 dage. Dette medfører, at forældremyndighedsindehaveren, der har anmodet om ændring af udbetalingen og som har barnet hos sig, har ret til at modtage den fulde børne- og ungeydelse til barnet. Det er afgørende, at det af dokumentationen fremgår, at der er taget stilling til omfanget af samvær, herunder eventuelt i form af, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves. Hvis afgørelsen eller forliget ikke indeholder en sådan stillingstagen, kan det ikke anvendes som dokumentation med henblik på en ændret udbetaling af børne- og ungeydelsen. De konkrete sager Sag nr. 1 Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene. Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af en dom fra familieretten. Det fremgik af dommen, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem børnene og den anden forælder. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at børnene var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Når der træffes afgørelse om, at der ikke fastsættes samvær, betyder det, at der er taget stilling til omfanget af samværet. Dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling. Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen. Sag nr. 2 Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene. Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af mødenotat fra familiemægling hos Familieretshuset. Det fremgik af mødenotatet, at forældrene havde aftalt, at der ikke fastsættes samvær. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at barnet var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Når der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær, betyder det, at der er taget stilling til samværet. Dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling. Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen. Sag nr. 3 Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene. Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af retsbog for retsmøde afholdt i familieretten. Det fremgik af retsbogen, at forældrene accepterede dommerens og den børnesagkyndiges tilkendegivelse om, at der ikke var grundlag for at fastsætte samvær. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at barnet var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen kunne anerkendes som et forlig om, at der ikke fastsættes samvær, og at dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling. Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmål om tilbagebetaling i arbejdsskadesager, når forsikringsselskabets krav mod tilskadekomne alene skyldes, at forsikringsselskabet ved en fejl har udbetalt et for stort beløb. Det kan være tilfælde, hvor forsikringsselskabet udbetaler det samme beløb to gange. Det kan også være tilfælde hvor forsikringsselskabet glemmer at standse udbetalingen af en løbende erstatning, som tilskadekomne ifølge en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke længere har ret til. Der er tale om et rent privatretligt mellemværende, som i sidste ende vil skulle afgøres ved domstolene. Vestre Landsrets dom Vestre Landsret har den 18. april 2023 fastslået, at spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne på grund af en fejl fra forsikringsselskabet ikke var omfattet af arbejdsskadesikringslovens regler om tilbagebetaling, hvorfor spørgsmålet måtte afgøres ved domstolene. Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 3090 (U.2023.3090V). Den konkrete sag I den konkrete sag havde forsikringsselskabet klaget over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent. Tilskadekomne havde herefter krav på en erstatning på 1.407.930 kr. Forsikringsselskabet mente, at der kun var et erhvervsevnetab på 20 procent. Selskabet udbetalte dette til tilskadekomne. Denne del af erstatningen udgjorde 932.296 kr. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om tab af erhvervsevne på 30 procent. Forsikringsselskabet udbetalte herefter hele den samlede erstatning, og glemte at fratrække de 932.296 kr., som selskabet tidligere havde udbetalt. Herefter havde tilskadekomne fået udbetalt 932.296 kr. for meget, som forsikringsselskabet krævede at få tilbage. Tilskadekomne ville ikke tilbagebetale beløbet. Landsretten fandt, at tilbagebetaling efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2, omfatter den situation, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om ydelser, som myndigheden efterfølgende vurderer, er modtaget med urette. Landsretten fandt efter en naturlig sproglig forståelse af ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med bestemmelsens forarbejder, at også tilbagebetaling efter denne bestemmelse angår ydelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har bestemt skulle betales.

Kommunen har efter boligstøtteloven pligt til at yde lån til betaling af beboerindskud (beboerindskudslån), når bolig- og indkomstbetingelserne herfor er opfyldte (pligtlån). Indkomstgrænsen for bevilling af beboerindskudslån reguleres årligt i vejledning om regulering af satser pr. 1. januar. Tidspunktet, for hvornår en ansøgers husstandsindkomst skal vurderes, er ved indflytning. Det er det tidspunkt, hvor ansøger i henhold til lejekontrakten overtager lejemålet. Den husstandsindkomst, som skal sammenholdes med indkomstgrænsen for det pågældende år, skal opgøres efter boligstøttelovens regler om opgørelse af indkomst, dvs. den aktuelle indkomst i indflytningsmåneden omregnet til årsbasis. Det betyder, at fx mediecheck og børns indkomster ikke skal indgå i opgørelsen af husstandsindkomsten. Dog skal den supplerende pensionsydelse (ældrechecken) tillægges den på indflytningstidspunktet omregnede husstandsindkomst med det fulde beløb, hvis en eller flere af husstandens medlemmer har fået denne udbetalt i løbet af året. Opgørelsen, før tillæg af eventuel udbetalt supplerende pensionsydelse, vil typisk kunne foretages ved at tage den månedlige indkomst på indflytningstidspunktet i henhold til Skattestyrelsens indkomstregister fratrukket AM- og ATP-bidrag ganget med 12. Dette kan dog fraviges, hvis opgørelsen ikke afspejler ansøgers aktuelle indkomst i indflytningsmåneden, fx hvis ansøgers indkomst udbetales og beskattes på ugebasis. Der skal ved afgørelsen anvendes så aktuelle indkomstoplysninger som muligt, og oplysninger fra fx ansøger om en sandsynliggjort ændret fremtidig indkomst, som vil være gældende på indflytningstidspunktet, men som endnu ikke fremgår af indkomstregistret, skal evt. inddrages – fx overgang til folkepension. Den konkrete sag Kommunen meddelte ansøger afslag på ansøgning om beboerindskudslån. Ansøger havde fået bevilget en plejebolig med indflytning i henhold til lejekontrakten den 1. februar 2024. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgers husstandsindkomst oversteg grænsebeløbet for bevilling af pligtlån til et enkeltværelse. Kommunen opgjorde husstandsindkomsten ved at anvende et gennemsnit af ansøgers husstandsindkomst for de seneste tre måneder, dvs. november 2023, december 2023 og januar 2024. I husstandsindkomsten medtog kommunen ældrechecken og mediechecken, som var udbetalt og beskattet i januar 2024. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at indflytningstidspunktet var den 1. februar 2024, og at boligen, som ansøger havde ansøgt om beboerindskudslån til, var en 1-værelses lejlighed og ikke et enkeltværelse. Det var derfor indkomstgrænsen for bevilling af beboerindskudslån til lejligheder, som husstandsindkomsten skulle sammenholdes med, og det var husstandsindkomsten i indflytningsmåneden tillagt den supplerende pensionsydelse (ældrechecken), som skulle lægges til grund ved opgørelsen af husstandsindkomsten. Mediechecken skulle ikke indgå i opgørelsen af husstandsindkomsten. Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at ansøgers husstandsindkomst i henhold til Skattestyrelsens indkomstregister for februar 2024 omregnet til årsbasis og herefter tillagt den supplerende pensionsydelse, ikke oversteg indkomstgrænsen for lejligheder, og at ansøger derfor opfyldte den indkomstmæssige betingelse for at have ret til beboerindskudslån. Da der ikke var oplyst om andre forhold, som undtagelsesvist kunne begrunde et afslag på det ansøgte beboerindskudslån, når indkomstbetingelsen er opfyldt, traf Ankestyrelsen afgørelse om, at kommunen skulle bevilge lånet.

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen har til formål at fastslå, hvornår der foreligger et ”overgreb” i relation til bestemmelsen i § 105,...

Principmeddelelsen fastslår, hvad der er børne- og ungeudvalgets kompetence, når der træffes afgørelse om samvær mindre end én gang hver fjerde uge. Det er kommunen, der træffer afgørelse om samvær og kontakt mellem et anbragt barn eller ung og dets familie og netværk. Det gælder dog ikke, hvis der træffes afgørelse om samvær og kontakt mindre end én gang hver fjerde uge. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget. Denne principmeddelelse omtaler primært samvær, men det samme gør sig gældende ved afgørelser om afbrydelse af kontakt. Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om, at der skal være samvær mindre end én gang hver fjerde uge, skal børne- og ungeudvalget også forholde sig til og træffe afgørelse om periode , hyppighed og interval mellem samvær. Begrebsdefinition Ankestyrelsen definerer ”periode” som tidsrummet, afgørelsen skal være gældende for, fx ét år. Ved ”hyppighed” forstås antallet af samvær, der skal være i perioden, fx fire samvær. ”Interval” defineres som perioden, der forløber mellem samværene, fx tre måneder. Det skal altså fremgå tydeligt af børne- og ungeudvalgets afgørelse, hvor mange samvær der skal være, hvor længe der skal være mellem samværene, og hvor længe afgørelsen om samvær skal gælde. Det væsentligste er dermed, at det fremgår utvetydigt af børne- og ungeudvalgets afgørelse, hvornår der skal være samvær. Det er også muligt at fastsætte samvær, der er begivenhedsbestemt, hvor der ikke nødvendigvis er et fast interval mellem samvær, men hvor samvær alene skal finde sted på særlige begivenheder. I situationer som disse gør det sig tilsvarende gældende, at det blot skal fremgå utvetydigt, hvornår der er samvær. Eksempler på anvendelige formuleringer, når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om delvist afbrudt samvær (samvær mindre end én gang hver fjerde uge): ”Samvær skal alene finde sted fire gange om året med tre måneders interval, hvilket skal gælde for en periode på et år.” ”Samvær skal alene finde sted hver tredje måned i en periode på et år.” Begivenhedssamvær: ”Samvær skal alene finde sted i forbindelse med særlige begivenheder to gange om året i form af [barnets navn] fødselsdag og til jul, hvilket skal gælde for en periode på et år”. Andre eksempler på begivenhedssamvær kan være: Konfirmation, bryllup, barnedåb og skolestart. Listen er ikke udtømmende. Det vil derimod ikke være tilstrækkeligt, hvis det af børne- og ungeudvalgets afgørelse om samvær mindre end én gang hver fjerde uge fx fremgår, at ”samvær skal alene finde sted fire gange om året i en periode på et år”. Sag nr. 1 Børne- og ungeudvalget havde i sagen truffet afgørelse om, at der for en periode på to år skulle være samvær mindre end én gang hver fjerde uge. Børne- og ungeudvalget havde imidlertid ikke taget stilling til, hvor ofte der skulle være samvær, men havde overladt det til kommunen at træffe afgørelse herom. Ankestyrelsen fastslog, at en afgørelse om samvær mindre end én gang hver fjerde uge er en så indgribende afgørelse, at kompetencen til at træffe afgørelse herom ligger hos børne- og ungeudvalget, herunder også afgørelsen om, hvor ofte der skal være samvær. Ankestyrelsen ophævede derfor børne- og ungeudvalgets afgørelse og traf en ny afgørelse om samvær, hvorefter samværet skulle finde sted hver sjette måned i en periode på to år. Sag nr. 2 Børne- og ungeudvalget havde i sagen truffet afgørelse om, at der skulle afholdes fire samvær inden for en periode på 12 måneder, hvilket skulle gælde i to år. I den konkrete sag havde børne- og ungeudvalget ikke forholdt sig til intervallet mellem samværene. Ankestyrelsen fastslog, at en afgørelse om samvær mindre end én gang hver fjerde uge er en så indgribende afgørelse, at afgørelsen om samvær i sin helhed skal træffes af børne- og ungeudvalget, således at børne- og ungeudvalget også skal træffe afgørelse om interval mellem samvær. Ankestyrelsen stadfæstede børne- og ungeudvalgets afgørelse om, at der skulle afholdes fire samvær inden for en periode på 12 måneder. Ankestyrelsen fastsatte samtidig, at samvær skulle finde sted hver tredje måned, og ændrede perioden fra to til et år.

På baggrund af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 30. juni 2024 (offentliggjort som FOB 2024-19) ændrer Ankestyrelsen praksis i forhold til fortolkning af spørgsmålet om kommunernes forpligtelser efter servicelovens § 102. Ankestyrelsen ændrer således den praksis, som fremgik af principmeddelelse 4-23, tilbage til den praksis, som fremgik af den tidligere principmeddelelse 5-13. Kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om kommunens brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102. Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen. I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren. Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et eventuelt fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse. Ankestyrelsen kan efterprøve, om kommunen, ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp, har foretaget den nødvendige konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau. Ankestyrelsen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. Formålet med servicelovens § 102 er at tilgodese særlige behov hos voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, og historisk set har der været tale om behandling i ganske snæver forstand for en gruppe mennesker med særlige behandlingsbehov. Bestemmelsen i servicelovens § 102 har således et begrænset anvendelsesområde, og kommunerne har, inden for lovens rammer, mulighed for at fastsætte generelle og vejledende serviceniveauer for anvendelse af bestemmelsen, som kan indgå i kommunernes afgørelser på området, fx for hvilke typer hjælp af behandlingsmæssig karakter, der kan bevilges. Dette ændrer dog ikke på kommunernes generelle forpligtelse til at foretage en konkret og individuel vurdering af borgernes behov for hjælp. Hjælp efter servicelovens § 102 er subsidiær i forhold til de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Forholdet til aktivlovens bestemmelser om enkeltydelser Kommunen kan ikke undlade at tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne i servicelovens § 102 med henvisning til, at borgeren må søge at få dækket den ansøgte hjælp efter aktivlovens §§ 81 eller 82. Kommunen skal først tage stilling til, om det ansøgte kan dækkes efter § 102. Hvis den ansøgte hjælp ikke kan ydes efter servicelovens § 102, kan kommunen vurdere, om det ansøgte kan bevilges efter §§ 81 eller 82 i aktivloven.

Kommunen har pligt til at anvise en egnet lejebolig til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det gælder i de tilfælde, hvor kommunen giver afslag på at yde hjælp til indretning af bolig, og hvor borgers bolig ikke er egnet som opholdssted for den pågældende. Kommunen skal efter servicelovens § 116, stk. 1, yde hjælp til indretning af bolig til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligændring af nuværende bolig ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen efter servicelovens § 116, stk. 4, yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af ejerbolig. Det er dog en betingelse, at kommunen ikke kan anvise en lejebolig, der dækker behovet. Anvisning af lejebolig Den anviste lejebolig skal kunne dække borgerens behov som følge af funktionsnedsættelsen eventuelt med bevilling af boligindretning og/eller hjælpemidler. Kommunen kan anvise en konkret lejebolig til borgeren, selvom ikke alle borgerens ønsker til fx indretning og beliggenhed er opfyldte. De konkrete sager I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen til ny behandling. Kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, om borger havde ret til hjælp til anden bolig efter servicelovens § 116, stk. 4. Kommunen havde vurderet, at borgers bolig ikke kunne gøres egnet med boligændringer, da det ville være for bekosteligt, og fordi den nødvendige boligindretning ikke var mulig af praktiske grunde. Kommunen havde dog ikke forholdt sig til, om borger havde ret til hjælp til anden bolig. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt, at kommunen havde henvist borger til at finde en anden egnet bolig, eventuelt med råd og vejledning fra kommunen i forhold til kontakt til boligselskaber i kommunen. I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse til at anvise borgeren til en egnet lejebolig. Kommunen havde vurderet, at den nuværende bolig ikke kunne gøres egnet som opholdssted for borger og hendes barn. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den konkrete bolig samlet set opfyldte de behov, som barnet havde som følge af sin funktionsnedsættelse, når kommunen bevilgede diverse hjælpemidler til boligen. Det forhold, at boligen ikke opfyldte alle borgerens ønsker til boligens størrelse og indretning, kunne ikke føre til et andet resultat. Kommunen havde lagt vægt på, at boligen sikrede gode adgangsforhold til boligen, mulighed for indretning af værelse til barnet og moren samt mulighed for at benytte badeværelset forsvarligt. Derudover kunne der etableres en handicapparkeringsplads inden for kort afstand til boligen. Boligen lå i kort afstand til den by, hvor barnet gik i institution. I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde opfyldt sin pligt til at anvise borger en egnet lejebolig. Kommunen havde givet afslag på boligindretning i form af platformslift til borgers nuværende bolig, da kommunen vurderede, at det ikke var muligt at opsætte en platformslift på trappen i fællesopgangen. Derudover havde kommunen vurderet, at badeværelset ikke var egnet på grund af adgangsforholdene. Kommunen fandt derfor, at boligen ikke var egnet som opholdssted for borgeren. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at de anviste boliger var egnede som opholdssted for borger. Det forhold, at borgeren alene ønskede at blive skrevet op til en ældrebolig i et bestemt kvarter i kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen fastslår, hvad der skal forstås ved afbrydelse af kontakt i form af brev-, e-mail- eller...