Praksis der binder,
før kommunen afgør.

Det kræver hjemmel i en lov, hvis en kommune vil overdrage sin afgørelseskompetence til en anden aktør (ekstern delegation). Der er ikke hjemmel i sygedagpengeloven til, at en kommune kan overlade det til en anden aktør at træffe afgørelse om selve retten til sygedagpenge. Efter loven kan en anden aktør helt undtagelsesvist træffe afgørelse om retten til sygedagpenge ved hel eller delvis uarbejdsdygtighed, hvis den sygemeldte er enig i vurderingen. Kommunen kan anvende en anden aktør ved forberedelsen af afgørelsessager om retten til sygedagpenge, herunder også til at foretage partshøring og udarbejde en indstilling. Generelle krav til overladelse af sagsforberedelse til anden aktør Borgers retsstilling må ikke forringes ved at overlade sagsforberedelsen helt eller delvist til en anden aktør. Ombudsmanden har udtalt sig om spørgsmålet i FOB 2013-9. De generelle og væsentligste forudsætninger for at anvende en anden aktør i forbindelse med forberedelsen af afgørelsessager kan sammenfattes i følgende punkter: den anden aktør har den nødvendige fagkyndige ekspertise til at udføre opgaven, og opgaven kan udføres uden, at der opstår interessekonflikter i forhold til myndigheden, de sagsbehandlingsskridt, som den anden aktør foretager, lever op til de saglige og retssikkerhedsmæssige krav, der stilles til den offentlige forvaltning, ordningen er tilrettelagt på en sådan måde, at der er sikkerhed for, at den ikke i øvrigt medfører tab af rettigheder for parten i sagen, og den delegerende myndighed må – både formelt og reelt – stå inde for den afgørelse, som er truffet, og for sagsbehandlingen i den forbindelse. Kravet om, at myndigheden (her kommunen) både formelt og reelt står inde for den afgørelse, der er truffet, indebærer bl.a., at kommunen selvstændigt skal vurdere, om der er de fornødne oplysninger i sagen, om sagsfremstillingen fra den anden aktør er tilstrækkelig, og om der er taget hensyn til de oplysninger, der er indhentet. Kommunen skal herefter træffe afgørelsen i sagen. I den konkrete sag udarbejdede en anden aktør oplæg til afgørelsen om retten til sygedagpenge, som kommunen anvendte i forbindelse kommunens partshøring og afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunens brug af anden aktør ikke var i strid med rammerne for anvendelse af anden aktører. Kommunen havde forud for afgørelsen overladt sagsbehandlingen til en anden aktør, som havde den nødvendige fagkyndige ekspertise til at udføre opgaven, ligesom den anden aktørs sagsbehandlingsskridt i den forbindelse levede op til de krav, som stilles til offentlige myndigheder. Dertil var ordningen indrettet på en sådan måde, at det ikke medførte tab af rettigheder for den sygemeldte. I den konkrete sag foretog kommunen selv partshøring og traf afgørelse om afslag på forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge og anvendte i den sammenhæng oplægget til afgørelsen udarbejdet af den anden aktør. Fold alle ud

Principmeddelelsen fastslår, hvordan indbetalinger til såkaldte fritvalgsordninger skal behandles ved opgørelsen af en lønindtægt, inden lønindtægten trækkes fra i kontanthjælpen. Principmeddelelsen fastslår også, hvornår en udbetaling fra en fritvalgsordning skal betragtes som en indtægt eller som formue i aktivlovens forstand. Fradrag af lønindtægter Lønindtægter skal trækkes fra i kontanthjælp. Inden lønindtægten trækkes fra, skal den reduceres med udgifterne til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag, eventuelle kollektive pensionsbidrag og henlagte feriepenge, således at det er den skattepligtige personlige indkomst, der trækkes fra i kontanthjælpen mv. Lønindtægten skal derudover reduceres med et arbejdstimefradrag. Fritvalgsordninger En fritvalgsordning er en ordning, hvor en arbejdsgiver indbetaler en procentdel af den ansattes løn til en fritvalgskonto. Den ansatte kan derefter bruge midlerne til fx fridage eller lignende. - Indbetalinger til en fritvalgsordning: En lønindtægt skal reduceres med indbetalinger til en fritvalgsordning, inden lønindtægten trækkes fra i kontanthjælpen, hvis fritvalgsordningen følger af en overenskomst eller af en lokalaftale, der er indgået på baggrund af en overenskomst. Baggrunden er, at indbetalingen ikke indgår i den skattepligtige personlige indkomst på indbetalingstidspunktet. En lønindtægt skal derimod ikke reduceres med indbetalinger til en fritvalgsordning, der ikke følger af en overenskomst eller af en lokalaftale, der er indgået på baggrund af en overenskomst. Baggrunden er, at indbetalingen indgår i den skattepligtige personlige indkomst på indbetalingstidspunktet. - Udbetalinger fra en fritvalgsordning En udbetaling fra en fritvalgsordning, som følger af en overenskomst eller af en lokalaftale, der er indgået på baggrund af en overenskomst, skal behandles som en indtægt, der skal trækkes fra i kontanthjælpen efter reglerne om fradrag for indtægter. Baggrunden er, at udbetalingen beskattes på udbetalingstidspunktet. En udbetaling fra en fritvalgsordning, som ikke følger af en overenskomst eller af en lokalaftale, der er indgået på baggrund af en overenskomst, skal behandles som formue. Årsagen er, at der er tale om midler, der er opsparet som følge af borgerens viljesakt, hvilket betragtes som formue ifølge Ankestyrelsens øvrige praksis. En sådan udbetaling har dermed betydning for kontanthjælpen, hvis udbetalingen overstiger formuegrænsen. Nye regler – samme principper De konkrete sager, der behandles i principmeddelelsen, handler om fradrag for indtægter i uddannelseshjælp. En række ydelser, herunder uddannelseshjælp, er afskaffet pr. 1. juli 2025, og pr. 1. februar 2026 afskaffes ressourceforløbsydelse. Fra den 1. februar 2026 omhandler reglerne om fradrag for indtægter således kun ydelsen kontanthjælp. Principperne om, hvordan indbetalinger til og udbetalinger fra en fritvalgsordning skal behandles, er imidlertid uændrede og gælder derfor også efter den nugældende lov (lovbekendtgørelse 1004 af 30. juni 2025). De konkrete sager I sag nr. 1 havde kommunen truffet afgørelse om, at udbetalinger fra to forskellige arbejdsgivere var lønindtægter, der skulle have været trukket fra i borgerens hjælp for december 2023. Derudover havde kommunen truffet afgørelse om, at borgeren skulle tilbagebetale hjælp for december 2023. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med kommunen i, at den ene udbetaling og en del af den anden udbetaling var lønindtægter, der skulle have været trukket fra i hjælpen for december 2023, og i at borgeren havde modtaget hjælp for december 2023 uberettiget. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne vurderes, om en del af den anden udbetaling var en indtægt, der skulle trækkes fra i hjælpen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at der var tale om en udbetaling fra en fritvalgsordning, men at det ikke fremgik, om der var tale om en fritvalgsordning, som fulgte af en overenskomst eller af en lokalaftale, der var indgået på baggrund af en overenskomst. Udvalget kunne derfor ikke vurdere, om denne del af udbetalingen skulle indgå i beregningen som en indtægt eller som formue. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede således kommunens afgørelse om fradrag for indtægter og tilbagebetaling, men hjemviste spørgsmålet om opgørelse af indtægten til fradrag og dermed også beregningen af tilbagebetalingskravet. I sag nr. 2 havde kommunen truffet afgørelse om, at borgerens lønindtægt for november 2022 skulle trækkes fra i hjælpen for november 2022. Kommunen havde reduceret lønindtægten med indbetalingen til en fritvalgsordning, der fulgte af en overenskomst, inden indtægten blev trukket fra i hjælpen. Kommunen havde også truffet afgørelse om, at en udbetaling fra fritvalgsordningen i december 2022 skulle betragtes som en indtægt, der skulle trækkes fra i hjælpen for december 2022. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede kommunens afgørelse om fradrag for indtægter i november og december 2022. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at der var tale om indbetaling til og udbetaling fra en fritvalgsordning, der fulgte af en overenskomst. Fold alle ud

Efter Ankestyrelsens langvarige praksis har en medfølgende ægtefælle og børn under 18 år til en person, der under ophold i udlandet har fået sidestillet opholdet i udlandet med dansk bopælstid, en afledt ret til at få sidestillet opholdet i udlandet med dansk bopælstid. Principmeddelelsen fastslår, at en medfølgende samlever også har en afledt ret til at få sidestillet udlandsophold i EU/EØS, Schweiz eller Storbritannien med dansk bopælstid, da ægtefæller og samlevere efter EU-reglerne er sidestillet. Det gælder dog ikke, hvis den medfølgende ægtefælle/samlever gennem fx arbejde under ophold i udlandet selv optjener pension. Da der er tale om en afledt ret til dansk pension, optjener den medfølgende ægtefælle eller samlever ikke pension fra Danmark i perioder, hvor ægtefælle/samlever har optjent ret til pension i det land, hvor ægtefællen/samleveren arbejder. Hvis ægtefællen/samleveren eller den medfølgende ægtefælle/samlever ikke kan få pension udbetalt, fordi de ikke opfylder de grundlæggende betingelser i det pågældende land, vil de dog kunne få opholdet i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark og dermed optjene pension i Danmark. Der skal for samlevere foreligge dokumentation for, at parterne har levet sammen inden udrejsen eller er blevet samlevende under opholdet i udlandet. Det kan eksempelvis være dokumentation for fælles bopæl, en erklæring fra Udenrigsministeriet om, at den pågældende har været medfølgende samlever eller lignende erklæring fra en arbejdsgiver. Pensionslovens regler Det har betydning for beregningen af størrelsen af dansk social pension, hvor mange år borgeren har haft fast bopæl i Danmark eller hyre på et dansk skib. Ved fast bopæl i Danmark forstås, at en person har sit hjem i Danmark og er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. En borger kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, hvis borgeren har haft ophold i udlandet enten: • som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, • som beskæftiget i offentlig dansk interesse, • som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab • eller med henblik på uddannelse. Når ophold i udlandet sidestilles med fast bopæl i Danmark/riget, indgår opholdet i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid. En borger, som kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, kan som hovedregel ikke medregne den tid, hvor der samtidig optjenes social pension i udlandet, i opgørelsen af dansk bopælstid. Det gælder dog kun, hvis optjeningen af social pension i udlandet medfører, at borgeren opnår en pensionsret fra udlandet. Den konkrete sag I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren i forbindelse med ansøgning om førtidspension havde ret til at få sidestillet sit ophold i EU/EØS, Schweiz eller Storbritannien med dansk bopælstid, da hun var medfølgende samlever til en person, som var udsendt som repræsentant for en dansk offentlig myndighed og optjente ret til dansk pension under udsendelsen. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse. Fold alle ud

Principmeddelelsen fastslår, at Udbetaling Danmark i forbindelse med modregning i borgerens fremtidige pensionsudbetalinger eller boligstøtte kan inddrage borgerens likvide formue i en betalingsevnevurdering, uanset at formuen er indsat på en kreditorbeskyttet konto. Ved en betalingsevnevurdering i forbindelse med modregning efter pensionsloven skal der foretages en konkret og individuel vurdering af, hvor stort et beløb der kan ske modregning for i pension eller boligstøtte om måneden, uden at borgeren kommer til at mangle det nødvendige til eget og eventuelt familiens underhold (modregningsbeløbets størrelse). Hvis borgeren har formue, kan Udbetaling Danmark inddrage oplysningen om formuens størrelse ved vurderingen af modregningsbeløbets størrelse. Hvis borgeren har råderet over likvid formue, som er på en kreditorbeskyttet konto i pengeinstitut, kan denne indgå i opgørelsen af formue ved en betalingsevnevurdering. Efter retsplejelovens § 513 er visse erstatninger beskyttet mod udlæg. Når Udbetaling Danmark i forbindelse med en betalingsevnevurdering inddrager likvide midler på en kreditorbeskyttet konto, er der ikke tale om udlæg, hvorfor beskyttelsen i retsplejelovens § 513 ikke finder anvendelse. Hvis borgerens økonomiske forhold ændrer sig, eksempelvis ved at borgeren har brugt sin likvide formue, skal Udbetaling Danmark foretage en ny konkret vurdering af borgerens betalingsevne. De konkrete sager I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks skønsmæssige vurdering af, at den likvide formue, som borgeren havde på en kreditorbeskyttet konto, skulle indgå i opgørelsen af borgerens samlede formue ved vurdering af betalingsevnen. På tidspunktet for Udbetaling Danmarks afgørelse havde borgeren 1.372.055 kr. indestående i pengeinstitut. Borgeren havde efterfølgende løbende oplyst om ændringer på sin kreditorbeskyttede konto, og senest den 27. maj 2025 indsendt oplysninger om, at der stod 103.000 kr. på kontoen. Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til en ny vurdering af borgerens betalingsevne, idet der var sket en ændring af borgerens økonomiske forhold. I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks skønsmæssige vurdering af, at den likvide formue, som borgeren havde på en kreditorbeskyttet konto, skulle indgå i opgørelse af borgerens samlede formue ved vurdering af betalingsevnen. På afgørelsestidspunkt havde borgeren 724.558 kr. indestående i pengeinstitut. Det betød, at borgeren havde tilstrækkelige midler, som kunne dække hans leveomkostninger, når Udbetaling Danmark modregnede fuldt ud i hans boligstøtte. Ankestyrelsen stadfæstede Udbetaling Danmarks afgørelse. I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Udbetaling Danmarks skønsmæssige vurdering af, at den likvide formue som borgeren havde på en kreditorbeskyttet konto, skulle indgå i opgørelse af borgerens samlede formue ved vurdering af betalingsevnen. Det fremgik af borgerens skatteoplysninger, at han havde aktier/investeringsbeviser med en kursværdi på 3.089.145 kr., og at han havde 189.605 kr. indestående i pengeinstituttet, i alt en formue på 3.278.750 kr. Det betød, at borgeren havde tilstrækkelige midler, som kunne dække hans leveomkostninger, når Udbetaling Danmark modregnede fuldt ud i hans pension. Ankestyrelsen stadfæstede Udbetaling Danmarks afgørelse. Fold alle ud

Principmeddelelsen fastslår, hvornår der kan udmåles støtte til overvågning i henholdsvis ordninger om kontant tilskud og ordninger om borgerstyret personlig assistance. Støtte til overvågning i ordninger om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere Borgeren skal have en kontant tilskudsordning med en nærtstående person, en forening eller en privat virksomhed som tilskudsmodtager, for at der kan ydes støtte til overvågning. Borgeren er i personkredsen for en sådan kontant tilskudsordning, hvis følgende betingelser er opfyldt: borgeren har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, borgeren har behov for personlig og praktisk hjælp eller afløsning eller aflastning i mere end 20 timer ugentligt, der er efter kommunens vurdering tale om et særligt tilfælde, der medfører, at tilskuddet skal udbetales til en nærtstående person, som helt eller delvist passer borgeren, og den nærtstående person er i stand til at fungere som arbejdsleder og som udgangspunkt også som arbejdsgiver for hjælperne. De særlige tilfælde, der kan begrunde, at kommunen vælger at udbetale tilskuddet til en nærtstående, er for eksempel, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje. Kommunen skal foretage en vurdering af, om det er hensigtsmæssigt, at det er den nærtstående, som varetager plejen. Kommunen skal i vurderingen inddrage borgerens situation, herunder muligheden for selvstændig livsførelse, boligforhold, adgangsforhold, netværksressourcer m.v. Særligt når der er tale om yngre personer, må den unges mulighed for selvstændig livsudfoldelse inddrages i vurderingen. Den nærtstående person kan vælge at indgå aftale med en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, sådan at tilskuddet overføres til den forening eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Hvis borgeren har en kontant tilskudsordning med en nærtstående person, en forening eller en privat virksomhed som tilskudsmodtager, kan der ydes s tøtte til overvågning i op til otte sammenhængende timer i døgnets nattetimer. Ved overvågning forstås observation ved fysisk tilstedeværelse af en person og akut hjælp, hvis der måtte opstå behov herfor, samt øvrig personlig og praktisk hjælp i løbet af natten efter behov. Borgerens nærtstående må ikke ansættes til at udføre overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten. I vurderingen af, om borgeren har behov for overvågning i en kontant tilskudsordning, skal det indgå, om der uden overvågning kan opstå situationer, som kan få fatale konsekvenser eller medføre alvorlig skade på borgeren, hvis der ikke er en person til stede, som yder overvågning, og som kan yde akut hjælp og anden hjælp, hvis der måtte opstå behov herfor. Der vil omvendt ikke være tale om et overvågningsbehov, hvis der alene er behov for at tilse borgeren på faste tidspunkter enkelte gange i løbet af natten. Støtte til overvågning i ordninger med borgerstyret personlig assistance Ved vurderingen af, om borgeren er i personkredsen for en ordning med borgerstyret personlig assistance, er det afgørende, om borgeren samlet set har et omfattende og massivt hjælpebehov til personlig og praktisk hjælp, ledsagelse og overvågning. Borgerens behov for hjælp skal derudover medføre, at borgeren har behov for en sammenhængende, fleksibel og helhedsorienteret støtte, der ikke kan dækkes på anden vis. Om borgeren har et behov for overvågning, er derfor et af de elementer, der indgår i personkredsvurderingen, men borgeren kan være omfattet af personkredsen for en ordning med borgerstyret personlig assistance, selvom borgeren ikke har et overvågningsbehov. I ordninger med borgerstyret personlig assistance kan der ydes støtte til o vervågning i alle døgnets timer. Det fremgår ikke af lovforarbejder til reglerne om borgerstyret personlig assistance, hvad der konkret skal indgå i vurderingen af, om borgeren har behov for overvågning inden for rammerne af en BPA-ordning. Muligheden for at yde støtte til overvågning i ordninger med borgerstyret personlig assistance er – i modsætning til overvågning i kontante tilskudsordninger – ikke begrænset til tilfælde, hvor der kan opstå ”situationer, som kan få fatale konsekvenser eller medføre alvorlig skade på borgeren, hvis der ikke er en person til stede, som yder overvågning, og som kan yde akut hjælp og anden hjælp, hvis der måtte opstå behov herfor”. Støtte til overvågning forudsætter dog, at borgeren har et konkret behov herfor. Der skal derfor foretages en konkret og individuel vurdering af, om borgeren har behov for denne form for hjælp. Afgrænsning af støtte til overvågning efter sundhedslovgivningen Sektoransvarlighedsprincippet og princippet om, at støtte efter sociallovgivningen er subsidiær i forhold til støtte efter andre sektorers lovgivning, indebærer, at det er en forudsætning for støtte efter serviceloven, at støtten ikke omfattes af anden lovgivning. Det afhænger derfor af karakteren af overvågningen, hvorvidt støtten til overvågning skal ydes efter serviceloven eller sundhedslovgivningen. Ydes støtte til overvågning i forbindelse med sygehusbehandling i eget hjem, skal støtten bevilges efter sundhedslovgivningen. Omfattes en konkret respirationshjælp af sundhedslovgivningen, kan der således ikke udmåles støtte til respiratorisk overvågning i ordninger om kontant tilskud, som udbetales til nærtstående, eller i ordninger med borgerstyret personlig assistance. De konkrete sager I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på en kontant tilskudsordning til ny behandling, fordi kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde oplyst og begrundet, om borgeren havde behov for støtte til personlig pleje og hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt. Det fremgik af sagens lægelige oplysninger, at borgeren havde en medfødt genfejl i genet TRA2B, som var årsag til en svær behandlingsresistent epilepsi og svær udviklingshæmning. Borgeren var multihandicappet og svært mentalt retarderet. Borgeren brugte kørestol, havde ingen selvstændige funktioner i forhold til egenomsorg og var plejekrævende i alle henseender. Borgerens mor oplyste, at borgerens pleje- og støttebehov var af så væsentligt omfang (over 20 timer), at borgeren var berettiget til en kontant tilskudsordning med moren som nærtstående tilskudsmodtager. Borgerens mor oplyste også, at kommunen blandt andet ikke havde udmålt tid til bestilling af varer, til at skrive indkøbsseddel, sætte varer på plads, at vaske op efter måltider, tøjvask, aflevering af affald, klipning af hår samt mere støtte ved akutte behov for bleskift, bad samt rengøring. Ankestyrelsen vurderede, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst og begrundet til, at vi kunne afgøre, om borgeren var tilstrækkeligt kompenseret med den udmålte tid til personlig og praktisk hjælp. Derudover var det ikke tilstrækkelig klart, om kommunens tidsudmåling på 18 timer og 30 minutter var beregnet korrekt. Ankestyrelsen kunne derfor ikke afgøre, om borgeren opfyldte betingelserne for en kontant tilskudsordning med borgerens mor som tilskudsmodtager. Ankestyrelsen var opmærksom på, at det ikke fremgik af de lægelige oplysninger, om borgeren havde et behov for overvågning, og at borgeren efter morens opfattelse havde et behov for overvågning hele døgnet. Vi bemærkede i den forbindelse, at der i en kontant tilskudsordning alene er mulighed for at udmåle støtte til overvågning om natten i op til otte sammenhængende timer, og at der ikke kan udmåles støtte til overvågning efter bestemmelserne om personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk støtte i dagtimerne. Kommunen skulle i forbindelse med hjemvisningen af sagen indhente yderligere oplysninger om borgerens behov for personlig og praktisk hjælp samt begrunde udmålingen af tid til de enkelte opgaver på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens støttebehov. Kommunen skulle også tage stilling til, i hvilket omfang der skulle udmåles tid til de opgaver, som fremgik af morens supplerende bemærkninger. Herefter skulle kommunen tage stilling til, om borgeren opfyldte de øvrige betingelser for en kontant tilskudsordning med borgerens mor som tilskudsmodtager. Hvis kommunen vurderede, at borgeren var i personkredsen for en kontant tilskudsordning, skulle kommunen også undersøge, om borgeren havde et overvågningsbehov, som ville kunne dækkes inden for rammerne af en kontant tilskudsordning. Ankestyrelsen bad derudover kommunen undersøge, om borgeren havde behov for tryghedsskabende støtte i form af for eksempel tryghedsbesøg, og om borgeren i konkrete situationer havde behov for støtte til konkrete opgaver som følge af sin uro og utilpashed. Derudover vejledte Ankestyrelsen kommunen om, at hvis kommunen vurderede, at borgeren ikke kunne modtage den nødvendige støtte inden for rammerne af hjælp i egen bolig, skulle kommunen iagttage magtanvendelsesreglerne, hvis borgeren modsatte sig flytning til et botilbud. I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på en kontant tilskudsordning med en nærtstående som tilskudsmodtager. Det fremgik af sagens lægelige oplysninger, at borgeren havde epilepsi, forsinket udvikling og svær spastisk cerebral parese. Kommunen traf afgørelse om, at borgeren ikke var i personkredsen for at modtage kontant tilskud til ansættelse af hjælpere med en af sine forældre som tilskudsmodtager, fordi borgerens støttebehov kunne dækkes gennem andre bestemmelser, og fordi der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde, at en ordning med kontant tilskud med borgerens forældre som nærtstående tilskudsmodtagere var en god eller egnet løsning for borgeren. Kommunen lagde i afgørelsen vægt på, at en kontant tilskudsordning ikke var hensigtsmæssig for borgeren, da den blandt andet ikke ville understøtte borgerens selvstændige livsudfoldelse og mulighed for at flytte hjemmefra. Kommunen lagde også vægt på, at borgerens behov for overvågning ikke i sig selv udgjorde særlige forhold, som gjorde borgeren berettiget til en kontant tilskudsordning. Kommunen vurderede, at borgeren bedst blev understøttet i sin selvstændige livsudfoldelse og udvikling, hvis borgeren kunne bo på et botilbud med andre unge i samme situation som borgeren. Kommunen vurderede også, at borgerens behov for personlig og praktisk hjælp samt afløsning og aflastning oversteg 20 timer, da borgeren havde behov for hjælp til alle opgaver omkring personlig pleje, på- og afklædning, toiletbesøg, forflytninger og indtagelse af måltider samt til alle praktiske opgaver. Kommunen havde opgjort borgerens behov for personlig og praktisk hjælp til 30 timer om ugen. Ankestyrelsen vurderede, at der på baggrund af sagens oplysninger ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke var særlige forhold, som kunne begrunde, at borgeren havde ret til en kontant tilskudsordning med en af sine forældre som tilskudsmodtager. Ankestyrelsen vurderede heller ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at borgerens omfattende behov for støtte kunne varetages gennem et botilbud eller med kommunens udmåling af støtte til personlig og praktisk hjælp. Ankestyrelsen bemærkede, at det fremgik af de lægelige oplysninger i sagen, at borgeren havde et omfattende behov for overvågning, og at borgerens partsrepræsentant oplyste, at borgerens forældre ønskede en kontant tilskudsordning med mulighed for støtte til overvågning til borgeren, så der var tid til at være en familie. Oplysningerne kunne dog ikke føre til et andet resultat, da borgeren ikke var i personkredsen for en kontant tilskudsordning med en nærtstående som tilskudsmodtager, hvorfor der derfor ikke kunne udmåles støtte til overvågning. I sag nr. 3 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på en ansøgning om borgerstyret personlig assistance til ny behandling i kommunen med henblik på, at kommunen mere indgående skulle undersøge borgerens støttebehov i forhold til overvågning, praktiske opgaver i forbindelse med pasningen af sin datter og sit arbejde. Det fremgik af sagens lægelige oplysninger, at borgeren havde dissemineret sclerose, nedsat styrke i arme og ben, nedsat kropsstabilitet og spasmer. Borgeren havde ingen gangfunktion og var bevilget kørestol. Det fremgik derudover af lægeerklæringerne, at borgeren havde behov for overvågning eller omsorg fra en personlig hjælper, hvis borgeren kom i en alvorlig situation i forbindelse med sine episoder med spasmer. Lægen oplyste også, at borgeren havde behov for en hjælper, der kunne sørge for, at borgerens luftveje var frie, kunne ringe efter assistance og hjælpe med at stabilisere borgeren under anfaldene. Endelig fremgik det også af lægeerklæringen, at borgeren havde episoder med spasmer både dag og nat i op til 20-30 gange om dagen. Kommunen fastslog i afgørelsen, at borgeren ikke var i personkredsen for en ordning med borgerstyret personlig assistance, da borgeren kunne få opfyldt sit hjælpebehov efter servicelovens øvrige bestemmelser om personlig og praktisk hjælp og ledsagelse. Kommunen vurderede også, at borgeren ikke havde et konkret overvågningsbehov. Kommunen lagde i afgørelsen vægt på oplysningerne fra en lægekonsulent om, at det mest var i spise- og drikkesituationer, at borgeren var i kvælningsrisiko, og at borgerens behov for støtte var opfyldt med den bevilgede støtte i forbindelse med måltider. Ankestyrelsen vurderede i forlængelse heraf, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af, om borgeren havde behov for overvågning med inddragelse af sagens lægelige oplysninger. Kommunen havde ikke forholdt sig til karakteren og omfanget af borgerens behov for overvågning og på baggrund heraf vurderet, om støtten hertil var omfattet af den hjælp, der kunne ydes efter serviceloven. Kommunen havde derudover ikke i tilstrækkelig grad undersøgt og begrundet, hvordan borgerens behov for støtte i forbindelse med sin datter og sit arbejde kunne varetages efter servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp. Kommunen skulle derfor inddrage oplysningerne i lægeerklæringerne om borgerens behov for overvågning og borgerens behov for støtte til nødvendige praktiske opgaver i forbindelse med pasning af sin datter og sit arbejde i sin faglige vurdering af, om borgerens behov for støtte var så omfattende og massivt, at det var nødvendigt at yde støtten som borgerstyret personlig assistance. Fold alle ud

Principmeddelelsen fastslår, at sygedagpenge til en lønmodtager ansat i fleksjob oprettet efter den 1. januar 2013 skal beregnes på grundlag af den løn, der er aftalt med arbejdsgiveren. Selve udbetalingen af sygedagpenge skal ske på baggrund af det timeantal, som den pågældende er ansat med løn efter. En person, som er ansat i fleksjob oprettet efter den 1. januar 2013, anses som lønmodtager i forhold til beregning af sygedagpenge. Sygedagpenge til lønmodtagere, der er fuldt uarbejdsdygtige på grund af sygdom, beregnes på grundlag af det ugentlige timetal under sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste tre afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag. Som eksempel kan nævnes en person, der er ansat i et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 20 timer om ugen, men har en aftale med arbejdsgiveren om kun at få løn svarende til 8 timer om ugen, fordi personens arbejdsintensitet er nedsat. I den situation vil personen være berettiget til sygedagpenge for 8 timer om ugen, da dette udgør den løn, som er aftalt med arbejdsgiveren. Lønnen svarer til den overenskomstmæssige sats eller den løn, som normalt udbetales for samme arbejde på arbejdspladsen. Hvis personen i fleksjobbet - med en ugentlig arbejdstid på 20 timer - i stedet har en aftale med arbejdsgiveren om løn for 20 timer om ugen, vil personen være berettiget til sygedagpenge for 20 timer om ugen. Hvis personen modtager en løn, der er under den overenskomstmæssige sats eller den løn, som normalt udbetales for samme arbejde på arbejdspladsen (nedsat lønsats), vil personen være berettiget til sygedagpenge med nedsat lønsats, da dette udgør den løn, som er aftalt med arbejdsgiveren. Maksimum for sygedagpengeudbetaling Sygedagpengeudbetalingen kan ikke udgøre mere end beløbet anført i sygedagpengelovens § 50, stk. 1, divideret med den normale overenskomstmæssige arbejdstid i timer pr. uge. Hvis timelønnen overstiger dette maksimum, kan der på den baggrund være forskel i størrelsen af sygedagpengeudbetalingen alt afhængig af, om den aftalte løn er baseret på personens fremmøde i ansættelsen med nedsat timeløn, eller om personen aflønnes med sædvanlig timeløn, men for færre timer, fordi personens arbejdsintensitet er nedsat. Arbejdsgiverens ret til refusion Hvis arbejdsgiveren udbetaler løn under sygefravær, har arbejdsgiveren ret til at få udbetalt det sygedagpengebeløb, som lønmodtageren ellers ville have haft ret til at få udbetalt fra kommunen. Den konkrete sag I den konkrete sag var en lønmodtager ansat i fleksjob oprettet efter den 1. januar 2013 med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Lønmodtageren havde aftale med arbejdsgiveren om løn for 8 timer om ugen, da pågældendes arbejdsintensitet var nedsat. Kommunen havde truffet afgørelse om, at arbejdsgiver havde ret til udbetaling af sygedagpengerefusion på baggrund, at lønmodtageren var ansat med løn for 8 timer om ugen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med i kommunen i grundlaget for beregningen af sygedagpengeudbetalingen. Der var imidlertid en fejl i kommunens beregning af satsen. Arbejdsgiveren var således berettiget til en ændret sats for sygedagpengerefusion.

Kommunen skal efter reglerne i aktivloven skriftligt vejlede borgere, der modtager hjælp, om rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner. Kommunen skal herudover løbende, hvis borgerens konkrete forhold giver anledning til det, vurdere, om den enkelte borger har behov for yderligere eller hyppigere vejledning. Kommunen tilrettelægger selv vejledningen i forhold til borgerens behov. Det er kommunen, der skal dokumentere, at borgeren har modtaget vejledning om rådighed og sanktioner, og at vejledningen har været tilstrækkelig præcis til, at borgeren forstår eller burde forstå, hvilke konsekvenser manglende overholdelse af rådighedsforpligtelsen har. En manglende eller utilstrækkelig vejledning af borgeren betyder, at kommunen ikke vil kunne sanktionere. Skriftlighed Det er op til kommunen selv at afgøre, hvordan kommunen i praksis vil opfylde kravet om skriftlighed i vejledningen. Kravet om skriftlighed kan fx opfyldes med en skriftlig vejledning i forbindelse med den generelle vejledning, som borgeren modtager i forbindelse med ansøgningen om hjælp eller ved at sende en særskilt skrivelse til borgeren, hvor reglerne om rådighed og sanktioner gennemgås. Kommunen kan også give den skriftlige vejledning i forbindelse med indkaldelse af borgeren til en jobsamtale eller ved afgivelsen af et tilbud, således at vejledningen knytter sig til den aktuelle aktivitet, som borgeren skal deltage i. Borgerens forhold Kommunens vejledning skal tage hensyn til den enkelte borgers forhold, herunder at borgeren kan forstå vejledningen. Ud over kravet om, at vejledningen skal være skriftlig, skal kommunen også, hvis borgerens konkrete forhold giver anledning til det, vurdere, om der er behov for yderligere vejledning, herunder mundtlig vejledning og/eller hyppigere vejledning. Dette kan være relevant for udsatte borgere, som kan have svært ved at forstå kommunens skriftlige vejledning om rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner eller svært ved at overskue og overholde de forpligtelser, der gælder for at kunne modtage ydelse. Dette kan fx gælde borgere med svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed eller lignende. Nogle borgere vil også på grund af psykiske problemer, manglende bolig eller andre faste rammer om deres tilværelse kunne have svært ved at tilgå og/eller forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, og vil derfor have behov for hyppigere gennemgang af vejledningen. Hyppigere vejledning kan også være relevant i forhold til borgere, som flere gange ikke overholder deres rådighedsforpligtelse. Derudover kan der være særlig grund til at være omhyggelig med vejledningen, hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, hverken skriftligt eller mundtligt. Det vil således i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. De konkrete sager I sag nr. 1 havde kommunen vejledt borgeren skriftligt i indkaldelsen til samtalen. Borgeren var visiteret aktivitetsparat grundet massive problemer ud over ledighed med kognitive udfordringer, indlæringsvanskeligheder og ADHD. På baggrund af sagens oplysninger havde borgeren behov for yderligere vejledning end den skriftlige vejledning. Kommunen kunne derfor ikke foretage sanktion i form af fradrag i borgerens hjælp. I sag nr. 2 havde kommunen også vejledt borgeren skriftligt i indkaldelsen til samtalen. Borgeren havde på trods af sine diagnoser ikke særlige udfordringer som gjorde, at kommunen burde have givet yderligere vejledning. Kommunen kunne derfor foretage sanktion i form af fradrag i borgerens hjælp.

Principmeddelelsen fastslår, at Udbetaling Danmark, ved beregning af størrelsen af pension i de tilfælde, hvor en borger har haft ophold i udlandet som kan sidestilles med bopæl i Danmark/riget, skal undersøge, om borgeren har optjent social pension fra udlandet, og om optjeningen medfører ret til social pension fra det pågældende land. Hvis borgeren ikke har ret til social pension fra det pågældende land trods optjening af pensionsrettigheder, skal Udbetaling Danmark undersøge årsagen hertil. Det kan eksempelvis skyldes, at regler om mindsteoptjening ikke er opfyldt. En borger, som ikke opnår ret til social pension, fordi borgeren ikke opfylder de grundlæggende betingelser i det pågældende land, kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, hvis betingelserne i pensionslovens § 8, stk. 1, er opfyldt. Det har dermed betydning for beregning af størrelsen på pension, om borgeren opnår ret til pension i udlandet på baggrund af sin optjeningsperiode. Hvis der derimod er andre forhold, der fører til, at pensionen konkret beregnes til 0 kr., og der på den baggrund ikke vil ske udbetaling af den optjente pension, har borgeren opnået ret til social pension og kan ikke få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget. Pensionslovens regler Det har betydning for beregningen af størrelsen af dansk social pension, hvor mange år borgeren har haft fast bopæl i Danmark eller hyre på et dansk skib. Ved fast bopæl i Danmark forstås, at en person har sit hjem i Danmark og er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. En borger kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, hvis borgeren har haft ophold i udlandet enten: som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som beskæftiget i offentlig dansk interesse, som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab eller med henblik på uddannelse. Når ophold i udlandet sidestilles med fast bopæl i Danmark/riget, indgår opholdet i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid. En borger, som kan få sit ophold i udlandet sidestillet med fast bopæl i Danmark/riget, kan som hovedregel ikke medregne den tid, hvor der samtidig optjenes social pension i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid. Dette gælder dog kun, hvis optjeningen af social pension i udlandet medfører, at borgeren opnår en pensionsret fra udlandet. Udbetaling Danmark skal derfor undersøge, om der er optjent social pension i udlandet, og om optjeningen medfører, at der er opnået ret til pension. Den konkrete sag I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren havde ret til at få medtaget sine ophold i udlandet i opgørelsen af dansk bopælstid, selvom der var optjent social pension i udlandet for samme perioder. Borgeren arbejdede for et dansk datterselskab i udlandet og indbetalte under opholdsperioderne i udlandet til en national pensionsordning. Borgeren opfyldte ikke de nationale mindstekrav for at opnå ret til pension fra det pågældende land, hvorfor han ikke kunne få udbetalt pension for perioden fra udlandet. Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse.

Efter pensionsloven kan en seniorpensionist ikke anmode kommunen om at træffe afgørelse om førtidspension på det foreliggende grundlag. Kommunen skal dog behandle en henvendelse om førtidspension i forhold til alle de muligheder, der findes efter den sociale lovgivning. Kommunen skal også foretage denne helhedsvurdering, uanset at borgeren er bevilget seniorpension. En kommune skal i den situation som udgangspunkt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet med henblik på teamets stillingtagen til, om seniorpensionisten opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension. Kommunen træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension, når det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i relevante indsatser. Dette kaldes en afgørelse om påbegyndelse af en sag om førtidspension. Afklaringen af arbejdsevnen sker efter de indsatser, der findes i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven). Der er her angivet forskellige målgrupper, som er omfattet af loven. Seniorpensionister er ikke omfattet af målgrupperne, og det er derfor ikke muligt for kommunen at bevilge indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven, der kan afklare seniorpensionistens arbejdsevne. Er en person tilkendt seniorpension, er det derfor ikke muligt at afklare seniorpensionistens arbejdsevne yderligere. Kommunen kan derfor afslå at påbegynde en sag om førtidspension til en seniorpensionist på baggrund af en helhedsvurdering, hvis der ikke inden ansøgning om førtidspension er sket en afklaring af arbejdsevnen, fordi afklaringen er afgørende for, at der kan bevilges førtidspension, og idet der ikke er hjemmel til at bevilge de indsatser, der skal til, for at afklare seniorpensionistens arbejdsevne. Kommunen kan derimod ikke afslå at påbegynde en sag om førtidspension på baggrund af helhedsvurdering, alene fordi seniorpensionisten er tilkendt seniorpension, hvis der allerede er sket en afklaring af seniorpensionistens arbejdsevne inden ansøgningen om førtidspension. Det kan fx være tilfældet, hvis afklaring er sket, inden seniorpensionisten blev tilkendt seniorpension, fordi der sideløbende er sket sagsbehandling i både kommunen og hos Seniorpensionsenheden. Hvis der er sket en afklaring af seniorpensionistens arbejdsevne, skal kommunen foretage en vurdering af, om afklaringen er tilstrækkelig. Dvs. om det er dokumenteret, at seniorpensionistens arbejdsevne ikke kan forbedres. Hvis det er dokumenteret, skal kommunen forelægge sagen for kommunens rehabiliteringsteam og derefter vurdere, om der skal påbegyndes en sag om førtidspension. Kommunen kan heller ikke afslå at påbegynde en sag om førtidspension på baggrund af en helhedsvurdering til en seniorpensionist, når det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres. I disse tilfælde skal kommunen forelægge sagen for kommunens rehabiliteringsteam og derefter vurdere, om der skal påbegyndes en sag om førtidspension. Udgangspunktet er, at en sag først kan overgå til behandling efter reglerne om førtidspension, når sagen har været forelagt kommunens rehabiliteringsteam. Undtagelsen til dette er, hvis kommunen vurderer, at det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og en sundhedskoordinator har udtalt sig, eller personen er terminalt syg. At en kommune kan forelægge seniorpensionistens sag for rehabiliteringsteamet betyder samtidig, at kommunen kan påbegynde sager om og tilkende førtidspension til personer, der allerede er tilkendt seniorpension, hvis vurderingen af seniorpensionistens sag sker på baggrund af en helhedsvurdering af borgerens sag. Det er, udover kravet om, at seniorpensionisten opfylder betingelser for tilkendelse af førtidspension, også et krav, at seniorpensionisten har givet samtykke til, at den myndighed, der administrerer reglerne om seniorpension, frakender den tilkendte seniorpension, således at personen ikke er dobbeltforsørget. Den konkrete sag Borgeren ønskede at få bevilget førtidspension i stedet for seniorpension, og kommunen traf først afgørelse om at tilkende førtidspension, men erklærede efterfølgende afgørelsen ugyldig. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen ikke kunne bevilge førtidspension til en seniorpensionist efter reglerne om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at kommunens første afgørelse om tilkendelse af førtidspension var ugyldig, fordi kommunen ikke havde fulgt de processuelle betingelser, der skulle sikre afgørelsens rigtighed, og at det ikke var muligt for beskæftigelsesudvalget at reparere på denne sagsbehandlingsfejl. Kommunen havde forelagt sagen for rehabiliteringsteamet, men teamet afgav ikke en tværfaglig indstilling i sagen, før kommunen traf afgørelse. Sagen opfyldte desuden ikke betingelserne for, at sagen kunne behandles uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, idet der ikke var tale om, at det var åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kunne forbedres og en sundhedskoordinator havde udtalt sig, eller at personen var terminalt syg. Kommunen kunne derfor ikke, uden at indhente en tværfaglig indstilling fra rehabiliteringsteamet, tilkende seniorpensionisten førtidspension. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede dog samtidig, at kommunen skulle behandle en ansøgning fra en seniorpensionist, der ønskede at blive tilkendt førtidspension. Hvis borgerens arbejdsevne var tilstrækkeligt afklaret, skal kommunen forelægge sagen for rehabiliteringsteamet og herefter påbegynde sagen om førtidspension efter reglerne om en helhedsvurdering. Sagen var dog ikke tilstrækkeligt oplyst i forhold til, om borgerens arbejdsevne var afklaret. Sagen blev derfor hjemvist.

Kommunens beslutning om, hvorvidt kontaktforløbet efter beskæftigelsesindsatsloven kan foregå uden kontakt til borgeren på grund af alvorlig sygdom (standby-ordningen) er ikke en beslutning, der kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Kommunen gennemfører et kontaktforløb for borgere, der modtager offentlig hjælp til forsørgelse. Kommunen skal tilrettelægge et fleksibelt kontaktforløb under hensyn til borgerens ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov. Reglerne om kontaktforløbet fremgår af beskæftigelsesindsatsloven. Tilrettelæggelse af samtalerne i kontaktforløbet efter beskæftigelsesindsatsloven Borgere, som er i et kontaktforløb efter beskæftigelsesindsatsloven, skal deltage i mindst fire jobsamtaler med jobcentret inden for de første seks måneder. Den første jobsamtale holdes ved personligt fremmøde. Som udgangspunkt vælger borgeren herefter, om en jobsamtale skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde. Kontaktforløbet for en sygemeldt borger kan foregå uden kontakt til borgeren, hvis der er tale om alvorlig sygdom og kontakt ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation (standby-ordning). Ved vurderingen af, om sygdommen er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende. Reglerne om kontaktforløbet i beskæftigelsesindsatsloven gælder ikke for borgere, der modtager sygedagpenge. Kommunen tilrettelægger sagsbehandlingen, herunder beslutter, om en borger er omfattet af standby-ordningen med den konsekvens, at kontaktforløbet gennemføres uden kontakt til borgeren. Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af en sag og tilrettelæggelsen af sagens behandling, betegnes som procesledende beslutninger. Procesledende beslutninger fastlægger ikke, hvad der er eller skal være gældende ret. Borgeren kan derfor ikke klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over kommunens beslutning om, hvorvidt borgeren er omfattet af standby-ordningen. Den konkrete sag I den konkrete sag havde kommunen besluttet, at borgeren ikke kunne blive omfattet af standby-ordningen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at beslutningen var truffet som led i kommunens tilrettelæggelse af sagsbehandlingen. Beslutningen ville ikke få konsekvens for borgerens ydelse. Der var således ikke tale om en afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afviste derfor at behandle klagen.

Principmeddelelsen fastslår Det fremgår af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at der kan bevilliges personlig assistance til...

Principmeddelelsen fastslår Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne er...

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 1, at tabet af erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen på lønnen før arbejdsskaden og lønnen i fleksjobbet, det vil sige indtægtsnedgangen. Højesteret har den 17. januar 2025 afsagt dom i en sag om fastsættelse af tabet af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a. Højesteret fastslog i dommen, at i tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet skal opgøres efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, vil der typisk foreligge et klart og varigt tab af erhvervsevnen. Det skyldes, at det er en betingelse for tilkendelse af fleksjob, at der foreligger varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen. Højesteret fastslog videre, at i sådanne tilfælde er spørgsmålet, om der er grundlag for at afvise krav om erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at der er tale om ”udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader”. Det var efter Højesterets opfattelse forudsat under behandlingen til forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 procent. Den konkrete sag I den konkrete sag udtalte Højesteret, at tilskadekomnes indtægtstab på henholdsvis 9,6 procent og 8,8 procent var uomtvistet, og der var tale om en arbejdsskade, som klart og varigt havde medført et erhvervsevnetab, hvilket Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om, at hun har lidt et erhvervsevnetab på 60 procent også var udtryk for. Højesteret fandt herefter, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at tilskadekomne den 28. februar 2019 var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 procent, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle anerkende, at hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 procent i perioden fra den 1. marts til den 31. maj 2019.

For at få tilkendt seniorpension er det bl.a. en betingelse, at ansøgeren har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på sammenlagt mindst 20-25 års fuldtidsbeskæftigelse. I relation til reglerne om seniorpension betragtes en ugentlig arbejdstid på mindst 27 timer som fuldtidsbeskæftigelse. Deltidsbeskæftigelse omregnes forholdsmæssigt til perioder med fuldtidsbeskæftigelse. Omfanget af hidtidig tilknytning til arbejdsmarkedet skal dokumenteres eller sandsynliggøres. Det er både perioden for beskæftigelsen, og hvorvidt der er tale om fuldtidsbeskæftigelse eller mindre, der skal dokumenteres eller sandsynliggøres. Det kan ske med udgangspunkt i oplysninger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension om indbetalte ATP-bidrag, oplysninger fra SKAT om hidtidig arbejdsindkomst, oplysninger fra nuværende og tidligere arbejdsgivere, herunder oplysninger fra udenlandske arbejdsgivere og myndigheder, ansøgerens egne oplysninger m.v. Seniorpensionsenheden opgør som udgangspunkt ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet ud fra oplysningerne om indbetalte ATP-bidrag som følge af beskæftigelse. Hvis ansøgeren indsender oplysninger om beskæftigelse, skal Seniorpensionsenheden vurdere, om oplysningerne dokumenterer eller sandsynliggør yderligere tilknytning til arbejdsmarkedet end den, der er opgjort ud fra oplysningerne om indbetalte ATP-bidrag. Det er Seniorpensionsenheden, der har ansvaret for, at sager om seniorpension oplyses tilstrækkeligt til at kunne træffe en afgørelse. Hvis ansøgerens indsendte oplysninger om beskæftigelse ikke i sig selv er tilstrækkelige til at dokumentere eller sandsynliggøre omfanget af tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan det give anledning til, at Seniorpensionsenheden skal oplyse sagen yderligere. Seniorpensionsenheden kan anmode ansøgeren om at skaffe de nødvendige oplysninger. I så fald skal Seniorpensionsenheden vejlede ansøgeren mere præcist om, hvilke oplysninger der skal skaffes og evt. hvordan. Seniorpensionsenheden skal dog tage stilling til, om enheden i den konkrete sag selv skal indhente oplysningerne. Seniorpensionsenheden kan ikke anmode ansøgeren om at skaffe oplysninger, som enheden selv er - eller burde være - i besiddelse af. Seniorpensionsenheden skal herefter foretage en konkret helhedsvurdering af sagens oplysninger for at vurdere, om omfanget af tilknytningen til arbejdsmarkedet er dokumenteret eller sandsynliggjort. I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at det ikke var dokumenteret, men at det efter en konkret helhedsvurdering var sandsynliggjort, at borgeren havde været tilknyttet arbejdsmarkedet som fuldtidsbeskæftiget i perioden fra den 1. februar 1975 til den 30. juni 1986. Udvalget lagde vægt på borgerens egne oplysninger og en arbejdsgivererklæring fra en tidligere arbejdsgiver i Libanon, hvoraf ansættelsesperiode og arbejdstid fremgik. Erklæringen, der var dateret og underskrevet den 13. juni 2022, indeholdt oplysninger om, at borgeren havde været ansat i perioden fra den 1. februar 1975 til den 30. juni 1986 med en arbejdstid på ni timer om dagen seks dage om ugen. Det indgik i vurderingen, at tidspunktet for borgerens indrejse i Danmark fra Libanon understøttede den tidsmæssige udstrækning af beskæftigelsen i Libanon. Der var ikke oplysninger i sagen, der talte i mod oplysningerne om beskæftigelsen. Det måtte lægges til grund, at sagen ikke kunne oplyses yderligere. Da borgeren sammenlagt havde over 25 års fuldtidsbeskæftigelse, var betingelsen om en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet derfor opfyldt. I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg Seniorpensionsenhedens afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der kunne dokumentere eller sandsynliggøre yderligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Der var ikke oplysninger i sagen, der understøttede borgerens oplysninger om beskæftigelse ud over det, som fremgik af indbetalte ATP-bidrag. Udvalget vurderede på den baggrund, at borgeren ikke havde ret til seniorpension allerede fordi, borgeren ikke opfyldte betingelsen om en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Borgeren var uenig i opgørelsen af antal år som fuldtidsbeskæftiget ud fra oplysningerne om indbetalte ATP-bidrag. Borgeren oplyste, at hun havde arbejdet over 10 år hos en bestemt arbejdsgiver. Seniorpensionsenheden vejledte borgeren om, at omfanget af hidtidig tilknytning til arbejdsmarkedet skulle dokumenteres eller sandsynliggøres med udgangspunkt i fx ansættelseskontrakter, lønsedler eller lignende oplysninger fra arbejdsgiver. Borgeren indsendte ikke yderligere oplysninger til Seniorpensionsenheden om sin beskæftigelse. Udvalget vurderede, at der ikke var grundlag for, at Seniorpensionsenheden skulle hente borgerens indkomstoplysninger, da der ikke ud fra sagens oplysninger var en formodning om, at det ville kunne føre til et andet resultat i sagen. Uanset om der kunne medregnes yderligere 10 års fuldtidsbeskæftigelse, ville borgeren ikke samlet set have mellem 20-25 års tilknytning til arbejdsmarkedet. I sag nr. 3 hjemviste Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg sagen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at Seniorpensionsenheden ikke konkret havde forholdt sig til, om oplysningerne fra Rigsarkivet sammenholdt med oplysningerne om indbetalte ATP-bidrag for samme periode kunne dokumentere eller sandsynliggøre yderligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Borgeren havde oplyst, at han arbejdede som model med månedlige indtægter i årene 1980-1990, og indsendte indkomstoplysninger fra Rigsarkivet for årene. Ud fra oplysningerne om indbetalte ATP-bidrag var der ikke indbetalt til ATP i årene 1983 til 1988. I sag nr. 4 hjemviste Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg sagen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede på baggrund af en konkret helhedsvurdering, at det var sandsynliggjort, at borgeren havde været beskæftiget i udlandet. Borgeren havde oplyst, at hun havde arbejdet som rejseleder og destinationschef for to rejseselskaber i årene 1978 til 1986. Borgeren havde bl.a. indsendt kopi af arbejdstilladelse og sygesikring samt kopi af pas. Det var ikke muligt for borgeren at skaffe lønsedler eller andre oplysninger fra tidligere arbejdsgivere. Udvalget lagde særligt vægt på, at der på flere af arbejdstilladelserne var anført pågældende rejseselskab, og at der ikke var indbetalt til ATP for beskæftigelse i årene 1979 til og med 1982. Seniorpensionsenheden skulle herefter tage stilling til omfanget af beskæftigelsen for at kunne vurdere, om borgerens hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet samlet set var mindst 25 års fuldtidsbeskæftigelse.

Principmeddelelsen fastslår, hvornår der efter aktivloven skal ses bort fra en borgers indtægt til forsørgelse ved opgørelsen af formue, og omskriver og samler tidligere offentliggjort praksis om formue, når borgeren modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Kommunen kan ikke yde selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp til en borger, der har formue på mere end 10.000 kr., der kan dække det økonomiske behov. For ægtefæller er beløbsgrænsen 20.000 kr. Ved opgørelsen af en borgers formue i form af indestående i pengeinstitut, skal kommunen sondre mellem formue, der skal indgå i formueopgørelsen, og indtægter der ikke skal indgå i formueopgørelsen. - Formue på bankkonto Beløb som løn og offentlig hjælp til forsørgelse, der omkring opgørelsestidspunktet er modtaget til dækning af leveomkostninger, skal ikke indgå i formueopgørelsen, men betragtes som indtægt. Indtægt til forsørgelse, der ikke er anvendt i den periode, den skal dække, men fortsat er i behold, er opsparet og betragtes som formue. Formue der skal ses bort fra Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der skal ses bort fra hele eller en del af formuen. Der kan kun ses bort fra formue i de tilfælde, der er nævnt i loven. Kommunen skal blandt andet se bort fra hele eller en del af formuen, hvis det er nødvendigt for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller hvis formuen bør bevares af hensyn til borgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. Det afhænger af en konkret vurdering, hvornår der skal ses bort fra formue til disse formål. Ved vurderingen af, om der skal ses bort fra et beløb for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, har det betydning, om den aktuelle bolig kan anses som rimelig. Det kan blandt andet indgå i vurderingen, om der er tale om et tidsbegrænset lejemål. Det er ikke i sig selv afgørende, om borgeren aktuelt har planer om at skaffe sig en anden bolig. Hvis der er behov for reparation eller vedligeholdelse af borgerens bolig, er det afgørende, om der er tale om uopsættelige reparations- og vedligeholdelsesudgifter. Hvis det er tilfældet, skal kommunen vurdere, hvilke reparations- og vedligeholdelsesudgifter det er nødvendigt at afholde i den periode, hvor borgeren må forventes at modtage hjælp til forsørgelse. Ved vurderingen af, om der skal ses bort fra et beløb af hensyn til borgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, kan det blandt andet have betydning, om det konkret er nødvendigt at afholde udgifter til kurser eller lignende for, at borgeren kan komme til at bruge sin uddannelse. Det er ikke afgørende, med hvilket formål ansøgeren har foretaget opsparingen. Det afgørende er derimod, om formuen er nødvendig ud fra en vurdering af ansøgerens og familiens boligstandard eller erhvervs- og uddannelsesmuligheder. I sag nr. 1 (j.nr. 24-68374) traf kommunen afgørelse om ophør af en borgers hjælp til forsørgelse på grund af formue. Borgeren havde et indestående i sin bank, som hun havde sparet op, mens hun boede hos sin datter og svigersøn, for at hun kunne få sit eget sted at bo. Kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for at se bort fra formue for at opnå en nødvendig boligstandard, fordi borgeren ikke havde modtaget et konkret boligtilbud. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren på tidspunktet for kommunens afgørelse om ophør den 31. maj 2024 havde en formue i form af indestående i bank på 36.237,76 kr. Hun havde den 31. maj 2024 fået udbetalt 5.759 kr. i hjælp til sin forsørgelse i juni 2024, hvoraf hun samme dag havde brugt 30 kr. Den del af hendes hjælp til forsørgelse på 5.729 kr., som hun ikke havde brugt, var indtægt, som ikke skulle indgå i formuen. Tidligere udbetalinger af indtægt til forsørgelse, der ikke var anvendt i den periode, den skulle dække, men fortsat var i behold, var dog opsparet og blev derfor betragtet som formue. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at kommunen på ny skulle tage stilling til, om der skulle ses bort fra formue, for at borgeren kunne opnå en nødvendig boligstandard. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde undersøgt, om borgerens aktuelle boligforhold var rimelige. I sag nr. 2 (tidligere principmeddelelse O-26-96) søgte en borger på 21 år om hjælp til forsørgelse. Hun boede i en ungdomsbolig, som skulle fraflyttes, når hun blev 25 år. Hun havde en boligopsparing på ca. 14.000 kr. Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en boligopsparing af en beløbsstørrelse, som der skulle ses bort fra, for at hun kunne bevare en nødvendig boligstandard. I sag nr. 3 (tidligere principmeddelelse O-106-97) søgte en borger, der lige var blevet skilt, om hjælp til forsørgelse. Borgeren havde efter skilsmissen købt et hus, som havde utætte vinduer og utæt tag, og han havde derfor sat 40.000 kr. til side til reparation af boligen. Ankestyrelsen fandt, at det var nødvendigt at se bort fra et beløb af formuen, for at borgeren kunne opnå en nødvendig boligstandard. Ankestyrelsen fandt i den forbindelse, at kommunen skulle have foretaget en vurdering af, hvilke reparations- og vedligeholdelsesudgifter det var nødvendigt at afholde i den periode, hvor borgeren modtog hjælp til forsørgelse. Om der skulle ses bort fra hele formuen, afhang af en konkret vurdering af, om der var tale om uopsættelige reparations- og vedligeholdelsesudgifter. I sag nr. 4 (tidligere principmeddelelse A-25-02) traf kommunen afgørelse om ophør af en borgers hjælp til forsørgelse på grund af formue. Borgeren havde et indestående på 120.000 kr. i sin bank, som hidrørte fra opsparet kontanthjælp. Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i loven til, at kommunen kunne se bort fra formue, der hidrørte fra opsparet kontanthjælp. Kommunens afgørelse om ophør havde derfor været berettiget. I sag nr. 5 (tidligere principmeddelelse A-25-04) traf en kommune i 2001 afgørelse om tilbagebetaling af hjælp til forsørgelse, fordi en borger tidligere havde haft et indestående på 21.273 kr. Kommunen så bort fra 10.000 kr., fordi borgeren var enlig, og vurderede derfor at borgeren havde haft formue på 11.273 kr. En del af beløbet bestod ifølge borgeren af løn og kontanthjælp, der skulle dække den aktuelle måneds løbende udgifter. Ankestyrelsen fandt, at beløb, der omkring tidspunktet for opgørelsen af borgerens formue var modtaget til dækning af leveomkostninger, ikke skulle indgå i formuen, men betragtes som indtægt. Kommunen skulle derfor tage stilling til, hvor stor en del af borgerens indestående, der udgjorde indtægt og ikke formue. I sag nr. 6 (tidligere principmeddelelse A-34-04) søgte en borger, der var uddannet læge, om hjælp til forsørgelse. Borgeren var flyttet til Danmark fra Irak og var ved at tage kurser for at kunne opnå autorisation som læge i Danmark. Han havde to konti med indestående på i alt 24.138,37 kr. og boede hos noget familie, men der var ikke flere oplysninger om hans boligforhold i den forbindelse. Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny behandling i kommunen. Ankestyrelsen fandt, at det ved vurderingen af, om der skulle ses bort fra et beløb for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, ikke var afgørende, om borgeren aktuelt havde planer om at flytte, men om den aktuelle bolig kunne anses som rimelig. Ankestyrelsen fandt også, at det ved vurderingen af, om der skulle ses bort fra beløb af hensyn til borgerens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, var afgørende, om de nævnte kurser var nødvendige for, at borgeren kunne komme til at bruge sin uddannelse.

Der kan ikke træffes afgørelse om bortfald af retten til sygedagpenge, alene fordi den sygemeldte undlader at selvbooke en opfølgningssamtale med kommunen, eller fordi den sygemeldte booker samtalen for sent i forhold til den frist, som fastsættes af kommunen. En sygemeldt har under sygefraværet pligt til at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats efter sygedagpengelovens kapitel 6. En sygemeldt, der er visiteret til kategori 2 og 3, skal efter den første opfølgningssamtale selv booke samtaler digitalt. Dette skal den sygemeldte gøre inden for en frist, som fastsættes af jobcenteret. Som udgangspunkt bortfalder retten til sygedagpenge, hvis den sygemeldte ikke medvirker til kommunens opfølgning, medmindre den sygemeldte har haft en rimelig grund til ikke at medvirke. Hvis den sygemeldte ikke får selvbooket en opfølgningssamtale med kommunen, eller ikke overholder fristen for selvbooking fastsat af jobcenteret, kan der ikke alene på den baggrund ske bortfald af retten til sygedagpenge. Ved manglende selvbooking er konsekvensen, at kommunen i stedet skal sende en indkaldelse til opfølgningssamtale til den sygemeldte. Herefter vil en eventuel udeblivelse fra en opfølgningssamtale, som kommunen har indkaldt til, skulle behandles efter sygedagpengelovens regler om manglende medvirken. Hvis den sygemeldte udebliver fra en opfølgningssamtale, som den sygemeldte selv har booket digitalt, vil forholdet også skulle behandles efter reglerne om manglende medvirken i sygedagpengeloven. Den konkrete sag I den konkrete sag havde den sygemeldte ret til udbetaling af sygedagpenge, selvom den sygemeldte to gange under sygedagpengeforløbet havde undladt at selvbooke opfølgningssamtaler med kommunen inden for den fastsatte frist. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen ikke kunne træffe afgørelse om bortfald af retten til sygedagpenge som følge af, at den sygemeldte to gange havde undladt at selvbooke en opfølgningssamtale. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af forarbejderne, at manglende selvbooking ikke kan få en ydelsesmæssig konsekvens for den sygemeldte.

Principmeddelelsen fastslår En sygemeldt har under sygefraværet pligt til at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats. Den sygemeldte skal derfor...

Principmeddelelsen fastslår Med reglerne om skærpet rådighedssanktion efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) kan kommunerne træffe afgørelse...

Principmeddelelsen fastslår Ferie med feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskuddet, når ferien afholdes. Når en fleksjobansat, som...

Principmeddelelsen fastslår En borger, der er ansat i fleksjob, har under visse nærmere betingelser ret til ledighedsydelse under ferie. Som...