Kontanthjælp – opgørelse af formue – indtægt – opsparet indtægt – bankkonto – bolig – erhverv – uddannelse

Fastslår

Principmeddelelsen fastslår, hvornår der efter aktivloven skal ses bort fra en borgers indtægt til forsørgelse ved opgørelsen af formue, og omskriver og samler tidligere offentliggjort praksis om formue, når borgeren modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Kommunen kan ikke yde selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp til en borger, der har formue på mere end 10.000 kr., der kan dække det økonomiske behov. For ægtefæller er beløbsgrænsen 20.000 kr. Ved opgørelsen af en borgers formue i form af indestående i pengeinstitut, skal kommunen sondre mellem formue, der skal indgå i formueopgørelsen, og indtægter der ikke skal indgå i formueopgørelsen. - Formue på bankkonto Beløb som løn og offentlig hjælp til forsørgelse, der omkring opgørelsestidspunktet er modtaget til dækning af leveomkostninger, skal ikke indgå i formueopgørelsen, men betragtes som indtægt. Indtægt til forsørgelse, der ikke er anvendt i den periode, den skal dække, men fortsat er i behold, er opsparet og betragtes som formue. Formue der skal ses bort fra Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der skal ses bort fra hele eller en del af formuen. Der kan kun ses bort fra formue i de tilfælde, der er nævnt i loven. Kommunen skal blandt andet se bort fra hele eller en del af formuen, hvis det er nødvendigt for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller hvis formuen bør bevares af hensyn til borgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. Det afhænger af en konkret vurdering, hvornår der skal ses bort fra formue til disse formål. Ved vurderingen af, om der skal ses bort fra et beløb for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, har det betydning, om den aktuelle bolig kan anses som rimelig. Det kan blandt andet indgå i vurderingen, om der er tale om et tidsbegrænset lejemål. Det er ikke i sig selv afgørende, om borgeren aktuelt har planer om at skaffe sig en anden bolig. Hvis der er behov for reparation eller vedligeholdelse af borgerens bolig, er det afgørende, om der er tale om uopsættelige reparations- og vedligeholdelsesudgifter. Hvis det er tilfældet, skal kommunen vurdere, hvilke reparations- og vedligeholdelsesudgifter det er nødvendigt at afholde i den periode, hvor borgeren må forventes at modtage hjælp til forsørgelse. Ved vurderingen af, om der skal ses bort fra et beløb af hensyn til borgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, kan det blandt andet have betydning, om det konkret er nødvendigt at afholde udgifter til kurser eller lignende for, at borgeren kan komme til at bruge sin uddannelse. Det er ikke afgørende, med hvilket formål ansøgeren har foretaget opsparingen. Det afgørende er derimod, om formuen er nødvendig ud fra en vurdering af ansøgerens og familiens boligstandard eller erhvervs- og uddannelsesmuligheder. I sag nr. 1 (j.nr. 24-68374) traf kommunen afgørelse om ophør af en borgers hjælp til forsørgelse på grund af formue. Borgeren havde et indestående i sin bank, som hun havde sparet op, mens hun boede hos sin datter og svigersøn, for at hun kunne få sit eget sted at bo. Kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for at se bort fra formue for at opnå en nødvendig boligstandard, fordi borgeren ikke havde modtaget et konkret boligtilbud. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren på tidspunktet for kommunens afgørelse om ophør den 31. maj 2024 havde en formue i form af indestående i bank på 36.237,76 kr. Hun havde den 31. maj 2024 fået udbetalt 5.759 kr. i hjælp til sin forsørgelse i juni 2024, hvoraf hun samme dag havde brugt 30 kr. Den del af hendes hjælp til forsørgelse på 5.729 kr., som hun ikke havde brugt, var indtægt, som ikke skulle indgå i formuen. Tidligere udbetalinger af indtægt til forsørgelse, der ikke var anvendt i den periode, den skulle dække, men fortsat var i behold, var dog opsparet og blev derfor betragtet som formue. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at kommunen på ny skulle tage stilling til, om der skulle ses bort fra formue, for at borgeren kunne opnå en nødvendig boligstandard. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde undersøgt, om borgerens aktuelle boligforhold var rimelige. I sag nr. 2 (tidligere principmeddelelse O-26-96) søgte en borger på 21 år om hjælp til forsørgelse. Hun boede i en ungdomsbolig, som skulle fraflyttes, når hun blev 25 år. Hun havde en boligopsparing på ca. 14.000 kr. Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en boligopsparing af en beløbsstørrelse, som der skulle ses bort fra, for at hun kunne bevare en nødvendig boligstandard. I sag nr. 3 (tidligere principmeddelelse O-106-97) søgte en borger, der lige var blevet skilt, om hjælp til forsørgelse. Borgeren havde efter skilsmissen købt et hus, som havde utætte vinduer og utæt tag, og han havde derfor sat 40.000 kr. til side til reparation af boligen. Ankestyrelsen fandt, at det var nødvendigt at se bort fra et beløb af formuen, for at borgeren kunne opnå en nødvendig boligstandard. Ankestyrelsen fandt i den forbindelse, at kommunen skulle have foretaget en vurdering af, hvilke reparations- og vedligeholdelsesudgifter det var nødvendigt at afholde i den periode, hvor borgeren modtog hjælp til forsørgelse. Om der skulle ses bort fra hele formuen, afhang af en konkret vurdering af, om der var tale om uopsættelige reparations- og vedligeholdelsesudgifter. I sag nr. 4 (tidligere principmeddelelse A-25-02) traf kommunen afgørelse om ophør af en borgers hjælp til forsørgelse på grund af formue. Borgeren havde et indestående på 120.000 kr. i sin bank, som hidrørte fra opsparet kontanthjælp. Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i loven til, at kommunen kunne se bort fra formue, der hidrørte fra opsparet kontanthjælp. Kommunens afgørelse om ophør havde derfor været berettiget. I sag nr. 5 (tidligere principmeddelelse A-25-04) traf en kommune i 2001 afgørelse om tilbagebetaling af hjælp til forsørgelse, fordi en borger tidligere havde haft et indestående på 21.273 kr. Kommunen så bort fra 10.000 kr., fordi borgeren var enlig, og vurderede derfor at borgeren havde haft formue på 11.273 kr. En del af beløbet bestod ifølge borgeren af løn og kontanthjælp, der skulle dække den aktuelle måneds løbende udgifter. Ankestyrelsen fandt, at beløb, der omkring tidspunktet for opgørelsen af borgerens formue var modtaget til dækning af leveomkostninger, ikke skulle indgå i formuen, men betragtes som indtægt. Kommunen skulle derfor tage stilling til, hvor stor en del af borgerens indestående, der udgjorde indtægt og ikke formue. I sag nr. 6 (tidligere principmeddelelse A-34-04) søgte en borger, der var uddannet læge, om hjælp til forsørgelse. Borgeren var flyttet til Danmark fra Irak og var ved at tage kurser for at kunne opnå autorisation som læge i Danmark. Han havde to konti med indestående på i alt 24.138,37 kr. og boede hos noget familie, men der var ikke flere oplysninger om hans boligforhold i den forbindelse. Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny behandling i kommunen. Ankestyrelsen fandt, at det ved vurderingen af, om der skulle ses bort fra et beløb for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, ikke var afgørende, om borgeren aktuelt havde planer om at flytte, men om den aktuelle bolig kunne anses som rimelig. Ankestyrelsen fandt også, at det ved vurderingen af, om der skulle ses bort fra beløb af hensyn til borgerens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, var afgørende, om de nævnte kurser var nødvendige for, at borgeren kunne komme til at bruge sin uddannelse.