Boligindretning– boligskift – anvisning af anden bolig– borgers behov

Fastslår

Kommunen har pligt til at anvise en egnet lejebolig til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det gælder i de tilfælde, hvor kommunen giver afslag på at yde hjælp til indretning af bolig, og hvor borgers bolig ikke er egnet som opholdssted for den pågældende. Kommunen skal efter servicelovens § 116, stk. 1, yde hjælp til indretning af bolig til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligændring af nuværende bolig ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen efter servicelovens § 116, stk. 4, yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af ejerbolig. Det er dog en betingelse, at kommunen ikke kan anvise en lejebolig, der dækker behovet. Anvisning af lejebolig Den anviste lejebolig skal kunne dække borgerens behov som følge af funktionsnedsættelsen eventuelt med bevilling af boligindretning og/eller hjælpemidler. Kommunen kan anvise en konkret lejebolig til borgeren, selvom ikke alle borgerens ønsker til fx indretning og beliggenhed er opfyldte. De konkrete sager I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen til ny behandling. Kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, om borger havde ret til hjælp til anden bolig efter servicelovens § 116, stk. 4. Kommunen havde vurderet, at borgers bolig ikke kunne gøres egnet med boligændringer, da det ville være for bekosteligt, og fordi den nødvendige boligindretning ikke var mulig af praktiske grunde. Kommunen havde dog ikke forholdt sig til, om borger havde ret til hjælp til anden bolig. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt, at kommunen havde henvist borger til at finde en anden egnet bolig, eventuelt med råd og vejledning fra kommunen i forhold til kontakt til boligselskaber i kommunen. I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse til at anvise borgeren til en egnet lejebolig. Kommunen havde vurderet, at den nuværende bolig ikke kunne gøres egnet som opholdssted for borger og hendes barn. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den konkrete bolig samlet set opfyldte de behov, som barnet havde som følge af sin funktionsnedsættelse, når kommunen bevilgede diverse hjælpemidler til boligen. Det forhold, at boligen ikke opfyldte alle borgerens ønsker til boligens størrelse og indretning, kunne ikke føre til et andet resultat. Kommunen havde lagt vægt på, at boligen sikrede gode adgangsforhold til boligen, mulighed for indretning af værelse til barnet og moren samt mulighed for at benytte badeværelset forsvarligt. Derudover kunne der etableres en handicapparkeringsplads inden for kort afstand til boligen. Boligen lå i kort afstand til den by, hvor barnet gik i institution. I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde opfyldt sin pligt til at anvise borger en egnet lejebolig. Kommunen havde givet afslag på boligindretning i form af platformslift til borgers nuværende bolig, da kommunen vurderede, at det ikke var muligt at opsætte en platformslift på trappen i fællesopgangen. Derudover havde kommunen vurderet, at badeværelset ikke var egnet på grund af adgangsforholdene. Kommunen fandt derfor, at boligen ikke var egnet som opholdssted for borgeren. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at de anviste boliger var egnede som opholdssted for borger. Det forhold, at borgeren alene ønskede at blive skrevet op til en ældrebolig i et bestemt kvarter i kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat.