Serviceloven - kommunens forpligtelse - serviceniveau - behandlingstilbud

Fastslår

På baggrund af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 30. juni 2024 (offentliggjort som FOB 2024-19) ændrer Ankestyrelsen praksis i forhold til fortolkning af spørgsmålet om kommunernes forpligtelser efter servicelovens § 102. Ankestyrelsen ændrer således den praksis, som fremgik af principmeddelelse 4-23, tilbage til den praksis, som fremgik af den tidligere principmeddelelse 5-13. Kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om kommunens brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102. Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen. I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren. Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et eventuelt fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse. Ankestyrelsen kan efterprøve, om kommunen, ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp, har foretaget den nødvendige konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau. Ankestyrelsen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. Formålet med servicelovens § 102 er at tilgodese særlige behov hos voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, og historisk set har der været tale om behandling i ganske snæver forstand for en gruppe mennesker med særlige behandlingsbehov. Bestemmelsen i servicelovens § 102 har således et begrænset anvendelsesområde, og kommunerne har, inden for lovens rammer, mulighed for at fastsætte generelle og vejledende serviceniveauer for anvendelse af bestemmelsen, som kan indgå i kommunernes afgørelser på området, fx for hvilke typer hjælp af behandlingsmæssig karakter, der kan bevilges. Dette ændrer dog ikke på kommunernes generelle forpligtelse til at foretage en konkret og individuel vurdering af borgernes behov for hjælp. Hjælp efter servicelovens § 102 er subsidiær i forhold til de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Forholdet til aktivlovens bestemmelser om enkeltydelser Kommunen kan ikke undlade at tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne i servicelovens § 102 med henvisning til, at borgeren må søge at få dækket den ansøgte hjælp efter aktivlovens §§ 81 eller 82. Kommunen skal først tage stilling til, om det ansøgte kan dækkes efter § 102. Hvis den ansøgte hjælp ikke kan ydes efter servicelovens § 102, kan kommunen vurdere, om det ansøgte kan bevilges efter §§ 81 eller 82 i aktivloven.