Permanent anbringelse - krav til indstillingen - psykologisk helhedsvurdering - autoriseret psykolog - alternative indstillinger

Fastslår

Principmeddelelsen vedrører betingelserne for permanent anbringelse af anbragte børn og unge efter barnets lov og særligt de krav, der gælder for kommunens indstilling herom til børne- og ungeudvalget. Herudover omskriver og samler principmeddelelsen tidligere offentliggjort praksis om permanent (tidligere benævnt ”videreført”) anbringelse, som fortsat er gældende efter ikrafttrædelsen af barnets lov. Permanent anbringelse Betingelser for permanent anbringelse (§ 67, stk. 1 og 2) Hvis et barn eller en ung har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Hvis dette er tilfældet, er der tale om en anbringelse uden tidsbegrænsning, og anbringelsen hviler herefter alene på tilknytningen til anbringelsesstedet. Forældrenes kompetencer og/eller barnets eller den unges forhold er derfor ikke længere begrundelsen for anbringelsen. Anbragte unge, der er fyldt 15 år (§ 67, stk. 3) Der kan for en ung, der er fyldt 15 år, kun træffes afgørelse om permanent anbringelse, hvis den unge samtykker til afgørelsen. Indstillingen Krav til indstillingen om permanent anbringelse (§ 67, stk. 4) En indstilling om permanent anbringelse skal indeholde: En revideret (opdateret) barnets plan eller ungeplan, der forholder sig til en permanent anbringelse. En revideret (opdateret) børnefaglig undersøgelse. Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse. En psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog. Formålet med at indføre et krav om, at helhedsvurderingen skal være psykologisk og foretaget af en autoriseret psykolog, er at styrke det faglige grundlag af hensyn til barnets eller den unges bedste og understøtte retssikkerheden for alle parter i sager, hvor der overvejes permanent anbringelse. Autoriserede psykologer har således særlig uddannelse og erfaring og er underlagt Psykolognævnets tilsynsforanstaltninger. Det er afgørende for at sikre kvaliteten og for retssikkerheden, at det er den autoriserede psykolog, der selv foretager helhedsvurderingen. Det betyder, at det er den autoriserede psykolog, der skal udføre alle dele af vurderingen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at helhedsvurderingen alene er underskrevet af en autoriseret psykolog, eller at en autoriseret psykolog alene har udført nogle delelementer af vurderingen. Hvis helhedsvurderingen ikke er foretaget af en autoriseret psykolog, kan vurderingen ikke anvendes til at træffe afgørelse om permanent anbringelse. Indhold af den psykologiske helhedsvurdering En psykologisk helhedsvurdering skal indeholde: En beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner. En beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedets netværk og omgivelserne, for eksempel daginstitution, skole, fritidsinteresser mv. og, i det omfang det er muligt, tilknytningen til forældrene og eventuelle søskende, bedsteforældre mv. En beskrivelse, der, så vidt det er muligt, belyser forældrenes mulighed for at udvikle tilknytningen til barnet eller den unge. En vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnets eller den unges sundhed og udvikling, hvis han eller hun flyttes fra anbringelsesstedet, og hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, også når barnet eller den unge bliver voksen. I de tilfælde, hvor der vil være flere erklæringer, skal der foretages en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet vurdering. Tilknytningen skal beskrives ved observationer og relevante tests, således at karakteren af tilknytningen er afdækket ved hjælp af en anerkendt videnskabelig metode. Det er ikke tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår andre steder i sagen. Hvis barnet eller den unge har børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme, er det afgørende, at beskrivelsen af tilknytningen ses i forhold hertil. Hvis helhedsvurderingen er behæftet med sådanne mangler, at den må tilsidesættes, kan den ikke anvendes til at træffe afgørelse om permanent anbringelse. Hvornår skal kommunen overveje permanent anbringelse Ret til at anmode om permanent anbringelse (§ 68) Et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, har ret til at anmode kommunen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet. Modtager kommunen en sådan anmodning, skal kommunen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse. Hvis kommunen har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse på baggrund af en anmodning herom fra et anbragt barn eller ung, som er fyldt 10 år, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om permanent anbringelse af barnet eller den unge, selvom vedkommende har været anbragt i mindre end 3 år. Kommunens forpligtelse til at overveje permanent anbringelse (§ 50, stk. 7) Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, skal kommunen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden samtykke uden for hjemmet overveje, om hensynet til barnets eller den unges bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse. Samtidig alternativ indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke Hvis kommunen vurderer, at både betingelserne for permanent anbringelse og betingelserne for fortsat anbringelse uden samtykke er til stede, kan kommunen ved en samtidig alternativ indstilling indstille til fortsat anbringelse uden samtykke. Børne- og ungeudvalget kan herefter træffe afgørelse om fortsat anbringelse uden samtykke, hvis udvalget vurderer, at betingelserne for permanent anbringelse ikke er opfyldte. Indstillingerne skal hver for sig opfylde de krav til indstillinger, der fremgår af barnets lov, til henholdsvis permanent anbringelse og fortsat anbringelse uden samtykke. De konkrete sager I sag nr. 1 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af et barn på 11 år, fordi Ankestyrelsen modsat børne- og ungeudvalget vurderede, at betingelserne for permanent anbringelse var opfyldte. Ankestyrelsen traf i medfør af egendriftsbeføjelsen derfor afgørelse om permanent anbringelse af barnet, som havde boet i plejefamilien i 4 år, var tilknyttet og ønskede at blive boende i plejefamilien. I sag nr. 2 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om permanent anbringelse af et barn på 7 år, fordi der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at betingelserne var opfyldte. For det første var det udarbejdede tillæg til psykologisk helhedsvurdering udarbejdet af to psykologer, hvoraf kun den ene var autoriseret. Desuden beskrev det udarbejdede tillæg til psykologisk helhedsvurdering ikke i tilstrækkelig omfang karakteren af barnets tilknytning til plejeforældrene og netværket og undersøgelsen fandtes heller ikke i fornødent omfang at give grundlag for en prognosevurdering af, hvorledes barnets tilknytning på sigt måtte antages at kunne udvikle sig, herunder i lyset af, at barnet var beskrevet med store adfærds- og tilknytningsmæssige udfordringer. Endelig var der ikke taget stilling til barnets tilknytning til sine biologiske forældre, og herunder var der ikke foretaget observationer af struktureret samspil mellem barnet og de biologiske forældre. Ankestyrelsen traf endvidere i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om fortsat anbringelse af barnet med en genbehandlingsfrist på 2 år. I sag nr. 3 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om videreført anbringelse af et barn på 7 år, fordi der var væsentlige mangler ved den undersøgelse og den børnesamtale, der lå til grund for afgørelsen. Der var alene lavet en ensidig observation og beskrivelse af tilknytningen til plejefamilien, mens der ikke var lavet observationer af barnets tilknytning til sine forældre. Herudover var plejemor ikke blevet bedt om at tage stilling til fremtidsperspektivet for barnets ophold i plejefamilien, og barnets holdning til den videreførte anbringelse fremgik ikke af børnesamtalen. Det var således ikke tydeliggjort over for barnet, at kommunen påtænkte, at han skulle blive boende hos plejefamilien, til han blev voksen. Ankestyrelsen traf endvidere i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om fortsat anbringelse af barnet med en genbehandlingsfrist på 3 år. I sag nr. 4 ophævede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af et barn på 10 år, der havde været anbragt i samme plejefamilie i 8 år, var tilknyttet og ønskede at blive boende i plejefamilien. Kommunen havde kun indstillet til videreført anbringelse, og børne- og ungeudvalget havde derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om fortsat anbringelse. Ankestyrelsen vurderede dog, at betingelserne for at træffe afgørelse om videreført anbringelse var opfyldte, og Ankestyrelsen traf derfor i medfør af egendriftsbeføjelsen afgørelse om videreført anbringelse af barnet.