Praksis der binder,
før kommunen afgør.

Denne principmeddelelse fastslår på baggrund af Højesterets dom af 28. april 2026 (optrykt som U.2026.3550H), hvilke momenter der indgår ved fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne i sager, hvor myndighederne træffer en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, og den tilskadekomne fortsat er i arbejde efter arbejdsskaden og har en indtægtsnedgang mellem 5 og 14,9 procent. Højesterets dom af 28. april 2026 (U.2026.3550H) Højesteret har den 28. april 2026 afsagt dom i en sag om den nedre grænse for fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning efter § 32 i den dagældende arbejdsskadesikringslov (nu arbejdsskadesikringslovens § 17). Højesteret fastslog i dommen – med henvisning til tidligere afsagte domme om arbejdsskadesikringslovens § 17 a (U.2024.2853H og U.2025.1185H) – at en tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 procent efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (nu § 17), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 procent eller derover. Fastsættelse af erhvervsevnetab efter § 17 Arbejdsskadesikringslovens § 17 indeholder lovens hovedregel om fastsættelse af erhvervsevnetab. Det fremgår af bestemmelsen, at hvis en arbejdsskade har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og indtjeningsevnen med følgerne efter arbejdsskaden. Det fremgår desuden af bestemmelsen, at der ikke ydes erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 procent. Arbejdsskadesikringslovens § 17 fastslår også de hensyn, der indgår ved fastsættelsen af et erhvervsevnetab. Det fremgår af bestemmelsen, at der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling, optræning eller lignende. I tilfælde, hvor tilskadekomne fortsat er i arbejde efter en arbejdsskade, må indtjeningen ved dette arbejde som udgangspunkt anses som udtryk for, hvad tilskadekomne (som minimum) har mulighed for at tjene med følgerne efter arbejdsskaden. - betingelsen om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden I sager, hvor myndighederne træffer en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, og tilskadekomne fortsat er i arbejde efter arbejdsskaden og har en indtægtsnedgang mellem 5 og 14,9 procent, anses tilskadekomne for at have en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, når: der er årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og indtægtsnedgangen, de helbredsmæssige følger er afklarede, der er taget hensyn til, om tilskadekomne har gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning el.lign. og der ikke foreligger andre helt særlige omstændigheder, der afgørende taler imod, at indtægtsnedgangen er klar og varig Det er tilskadekomne, der har bevisbyrden for, at alle betingelserne er opfyldt. - indtægtsnedgang på mindre end 5 pct. Der ydes ikke erstatning, hvis indtægtsnedgangen er på under 5 procent. Har tilskadekomne en indtægtsnedgang på 4,9 procent eller derunder, er tilskadekomne allerede af den grund ikke berettiget til erstatning. Den konkrete sag I den konkrete sag havde tilskadekomne en indtægtsnedgang på 8,9 procent. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne havde en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade. Ankestyrelsen lagde vægt på, at de helbredsmæssige følger af arbejdsskaden var afklarede. Det indgik i vurderingen heraf, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet afgørelse om varigt mén. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og ophøret af det tidligere arbejde som maler. Det indgik i vurderingen heraf, at tilskadekomne som følge af arbejdet som maler havde pådraget sig en tennisalbue og efterfølgende havde skånebehov. Det indgik ved bedømmelsen af tabet, at tilskadekomne havde gjort mest muligt for at tage nyt arbejde og dermed begrænse sit tab. Det indgik i styrelsens vurdering heraf, at tilskadekomne havde ladet sig omskole og herefter arbejdede i et nyt erhverv som portør på fuld til, hvor tilskadekomne havde været ansat siden 1. maj 2024 og fortsat havde en indtægtsnedgang på mere end 5 procent. Tilskadekomne havde derfor ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. Fold alle ud

Principmeddelelsen omskriver offentliggjort praksis om vores forelæggelsespraksis af psykiske erhvervssygdomme for Erhvervssygdomsudvalget...

Det er myndighedens pligt at sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en materielt korrekt afgørelse. Brug af observationsmateriale kan være relevant og nødvendigt for at sikre, at myndigheden kan træffe en indholdsmæssigt korrekt afgørelse. Brugen af observationsmateriale skal i den konkrete situation være saglig og proportional. Modtager myndigheden observationsmateriale, der sår tvivl om, hvorvidt tilskadekomne har været ude for en arbejdsskade, eller om arbejdsskadens følger, skal myndigheden inddrage materialet og vurdere, hvilken betydning det har for den konkrete sag. Observationsmateriale i sagsoplysningen I forbindelse med sagsbehandlingen skal myndigheden, så vidt det er muligt, afklare tvivl om oplysningerne. Myndigheden foretager bevisvurderingen på et samlet grundlag, det vil sige på grundlag af alle oplysningerne i sagen, herunder observationsmateriale. Observationsmaterialets betydning afhænger af en konkret vurdering. Observationsmateriale kan foreligge i form af oplysninger fra frit tilgængelige kilder på internettet, herunder sociale medier (OSINT-materiale), i form af en skriftlig beskrivelse af tilskadekomnes aktiviteter og handlinger evt. vedlagt billeder (observationsrapporter) eller som videooptagelser af tilskadekomnes aktiviteter og handlinger. Ved vurderingen af observationsmateriale skal myndighederne være bevidste om, at der kan være mange ubekendte faktorer om fx tid og sted for observationen/videoen, tilskadekomnes subjektive oplevelse af skaden og eventuelle følgevirkninger af aktiviteten sammenholdt med eventuelt medicinforbrug, og hyppighed af lignende aktiviteter i materialet. Myndighederne skal også være bevidste om, at der kan være forskel på den bevismæssige vægt af de forskellige typer af observationsmateriale afhængig af den konkrete situation. For eksempel kan et større antal videooptagelser, som viser tilskadekomne i forskellige situationer og positioner, være så tæt på et objektivt grundlag, man kan komme. OSINT-materiale og observationsrapporter vil typisk i stedet kunne frembringe tvivl om de eksisterende oplysninger i sagen, som må søges afklaret. Observationsrapporter har karakter af et vidneudsagn. Uanset typen af materiale kan det være egnet til at kunne sandsynliggøre en forskel i tilskadekomnes reelle funktionsevne og tilskadekomnes beskrevne funktionsbegrænsning som følge af skaden. Observationsmaterialet skal sammenholdes med sagens øvrige lægelige oplysninger og med tilskadekomnes egen beskrivelse af sine funktionsbegrænsninger. Er der usikkerhed om, hvorvidt aktiviteterne på observationsmaterialet er uforenelige med de øvrige lægelige oplysninger, herunder om indtagelse af smertestillende medicin gør en forskel, skal myndigheden som udgangspunkt søge dette afklaret ved inddragelse af lægefaglig bistand. Det skal også søges afklaret, hvis der er usikkerhed om tidspunktet for og omfanget af observationsmaterialet. Det skal undersøges, hvornår oplysningerne er fra i forhold til sagens øvrige lægelige oplysninger og afgørelser i sagen. Der er forskel på, om der er tale om få observationer over en kort periode, som alene viser et øjebliksbillede, eller om et større antal observationer over en længere periode, som viser et mønster. De konkrete sager I sag nr. 1 indsendte forsikringsselskabet OSINT-materiale bestående af en række opslag på Facebook i forbindelse med klagen til Ankestyrelsen. Forsikringsselskabet anførte, at observationsmaterialet viste et højere aktivitetsniveau, end hvad der var lagt til grund ved fastsættelsen af det varige mén. Ankestyrelsen foretog en vurdering af indholdet af OSINT-materialet og sammenholdt det med sagens øvrige oplysninger. Styrelsen vurderede, at det ikke var muligt ud fra materialet, at identificere tilskadekomne på billederne i opslagene. Observationsmaterialet sandsynliggjorde dermed ikke et bedre funktionsniveau end angivet af tilskadekomne og beskrevet i de lægelige akter. I sag nr. 2 genoptog Ankestyrelsen på baggrund af observationsmaterialet en tidligere afgørelse på ulovbestemt grundlag. Ankestyrelsen lagde vægt på et omfattende observationsmateriale indsamlet og optaget over en 3-årig periode, og vurderede, at der var uoverensstemmelse mellem tilskadekomnes aktivitetsniveau/bevægelighed på videooptagelserne og beskrivelsen af tilskadekomnes smerte- og funktionsniveau i de lægelige akter. I sag nr. 3 indsendte forsikringsselskabet observationsmateriale i forbindelse med klagen til Ankestyrelsen. Der var tale om et omfattende materiale med både billeder og videooptagelser, som viste tilskadekomne i forbindelse med dennes arbejde i forskellige situationer og positioner. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomnes aktivitetsniveau på observationerne var uforeneligt med de øvrige lægelige oplysninger i sagen, herunder tilskadekomnes egen beskrivelse af funktionsbegrænsningerne. Videooptagelserne viste et markant bedre funktionsniveau end angivet af tilskadekomne.

Principmeddelelsen fastslår, efter hvilke regler spørgsmålet om forældelse af et rentekrav af for sent udbetalt erstatning eller godtgørelsesbeløb efter arbejdsskadesikringsloven skal behandles. Et rentekrav af for sent udbetalt erstatning eller godtgørelsesbeløb efter arbejdsskadesikringsloven forældes efter reglerne i forældelsesloven og ikke efter særreglerne om forældelse i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5. Det betyder, at rentekravet i disse tilfælde forældes efter den 3-årige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Lovvalg Udgangspunktet er, at et krav (en fordring) forældes efter reglerne i forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lovgivning, jf. forældelseslovens § 1. Sådanne særlige bestemmelser findes i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5. Det følger af arbejdsskadesikringslovens bestemmelser, at krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelsesbeløb i anledning af en arbejdsskade forældes efter 5 år fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren blev bekendt med sit krav, eller fra den dag, hvor manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomhed, jf. lovens § 36, stk. 2 og 3. Det er således kun krav efter arbejdsskadesikringsloven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelsesbeløb efter en arbejdsskade, jf. lovens § 5, som er omfattet af arbejdsskadesikringslovens særlige bestemmelser om forældelse. Erstatning eller godtgørelsesbeløb efter arbejdsskadesikringsloven skal forstås som ydelserne oplistet i lovens § 11. Krav mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse omfatter differenceerstatning efter erstatningsansvarsloven. Et krav på renter er ikke en erstatning eller et godtgørelsesbeløb, men et selvstændigt krav, hvilket betyder, at forældelse af sådanne krav skal behandles efter reglerne i forældelsesloven. Det forhold, at et eventuelt rentekrav opstår på grund af for sen udbetaling af erstatning eller godtgørelsesbeløb efter arbejdsskadesikringsloven, kan ikke begrunde, at rentekravet anses for et krav efter loven. Et rentekrav er et selvstændigt krav, som forældes særskilt fra hovedkravet (hovedstolen) og forældes efter forældelseslovens regler. Den konkrete sag I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at et yderligere rentekrav opstået som følge af Højesterets dom af 27. april 2022 om beregning af renter af en for sent udbetalt løbende erstatning for tab af erhvervsevne for perioden 31. marts 2012 til 6. marts 2017 skulle behandles efter forældelseslovens regler. Ankestyrelsen vurderede i den konkrete sag, at rentekravet var forældet. Ankestyrelsen var derfor enig i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, herunder om lovvalg.

En psykisk personskade kan anerkendes som en ulykke efter arbejdsskadesikringsloven, hvis skaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Der skal således være årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og den psykiske personskade. Det er i den forbindelse et krav, at hændelsen/påvirkningen er egnet til at forårsage den psykiske personskade hos den konkrete tilskadekomne. Psykiske personskader En psykisk personskade kan være varig eller forbigående, og det er ikke et krav, at skaden medfører behov for behandling eller er blevet behandlet. Det er afgørende for, om der er tale om en psykisk personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand, at følgerne efter skaden har betydning for den tilskadekomnes aktuelle eller efterfølgende helbredsmæssige tilstand. En psykisk skade, der opfylder personskadebegrebet i arbejdsskadesikringslovens forstand, vil eksempelvis være en forbigående belastningsreaktion/tilpasningsreaktion, uanset om denne helbredsmæssige forringelse kræver medicinsk behandling. Modsat vil eksempelvis en forskrækkelse og vrede, frustration og andre almindelige korterevarende sindsbevægelser eller humørudsving som udgangspunkt ikke udgøre en personskade efter loven. Årsagssammenhæng Der skal foretages en konkret bevismæssig bedømmelse af de foreliggende oplysninger og en juridisk og medicinsk vurdering af, om der er godtgjort en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og den psykiske personskade. Ved denne vurdering indgår blandt andet hændelsens/påvirkningens karakter og omfang set i forhold til den pågældende skade (egnethed), hvornår symptomerne er dokumenteret opstået (tidsmæssig sammenhæng), hvad der er beskrevet som årsag til symptomernes udvikling særligt i tidsnær sammenhæng hermed og eventuelle forudbestående eller konkurrerende sygdomme/belastninger. Om hændelsen/påvirkningen er egnet til at forårsage en psykisk personskade hos den konkrete tilskadekomne, skal ses i lyset af karakteren og sværhedsgraden af den pågældende personskade. Det vil sige, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden opstår som følge af hændelsen/påvirkningen, og at hændelsen/påvirkningen dermed er den mest sandsynlige årsag til skaden. Ved personskader af mere beskeden karakter, herunder forværringer af forudbestående sygdomme, kan selv en mindre belastende hændelse/påvirkning være tilstrækkelig til at medføre en personskade. Det er dog et krav, at hændelsen/påvirkningen er egnet til at forårsage en psykisk reaktion eller forværring af en karakter, der i sig selv udgør en personskade. En psykisk personskade kan være forårsaget af enten en fysisk påvirkning som eksempelvis vold eller en psykisk påvirkning som eksempelvis trusler, chikane eller andre psykisk belastende begivenheder. Ved vurderingen af, om en hændelse/påvirkning er egnet til at forårsage en psykisk personskade, kan blandt andet følgende overvejelser efter omstændighederne indgå: Om hændelsen/påvirkningen er voldsom (eventuelt uventet eller ude af kontrol) eller udramatisk/kontrolleret Om tilskadekomne er direkte eller indirekte impliceret Om der er tale om en trussel, grov verbal overfusning eller en almindelig uoverensstemmelse Om tilskadekomne bliver udsat for personrettet mobning, (seksuel) chikane eller grænseoverskridende adfærd i øvrigt, eller om hændelsen/påvirkningen har karakter af drilleri eller generel omgangstone Om tilskadekomne bliver udsat for vold, fysiske overgreb eller anden truende adfærd Om tilskadekomne er alene under hændelsen/påvirkningen uden mulighed for at tilkalde hjælp Om tilskadekomne har et særligt ansvar for situationen, herunder om et fejltrin kan få alvorlige følger, samt situationens alvor og de mulige konsekvenser i øvrigt ved tilskadekomnes håndtering af situationen Om tilskadekomne efter hændelsen/påvirkningen får støtte fra ledelse og/eller kollegaer Om belastningen udspringer af en magtrelation Oplistningen er ikke udtømmende. Det beror altid på en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, om hændelsen/påvirkningen er egnet til at forårsage – og er den mest sandsynlige årsag til – den pågældende psykiske personskade. De konkrete sager Sag nr. 1 Tilskadekomne var udsat for en hændelse, da hun som arbejdsmiljøkoordinator skulle deltage i et møde vedrørende en chikanesag om sin leder. Lederen kontaktede tilskadekomne forud for mødet og gjorde opmærksom på, at hun ikke var blevet orienteret om, at der forelå en chikanesag om hende som leder. Tilskadekomne måtte flere gange undskylde over for sin leder, imens hun forsøgte at forklare, at hun flere gange havde rykket for sagen, og at ikke alle beføjelser lå hos hende. Ankestyrelsen vurderede, at hændelsen ikke var den mest sandsynlige årsag til tilskadekomnes psykiske symptomer i form af træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær. Vi lagde særlig vægt på, at hændelsesforløbet var forholdsvis udramatisk, og at der var tale om en uoverensstemmelse. Tilskadekomne havde efter hændelsen mulighed for at bearbejde hændelsen ved samtale med kollegaer og en anden leder. Sag nr. 2 Tilskadekomne var udsat for en hændelse, da hun som pædagog var på vej tilbage til børnehaven fra en børnefødselsdag og holdt to piger i hånden. Ved fodgængerovergangen trykkede den ene pige på knappen på lyssignalet, hvilket gjorde den anden pige rasende, så hun begyndte at skrige, hoppe og fægte med arme og ben. Tilskadekomne holdt pigen ind til sig med begge arme, da hun var bange for, at pigen ville rive sig løs og løbe ud på kørebanen, hvor der var meget trafikeret. En kollega hjalp tilskadekomne over vejen med pigen, som stadig var i affekt. Da de kom tilbage til børnehaven, fik tilskadekomne beroliget pigen, og de fik snakket lidt, så pigen blev glad igen. Ankestyrelsen vurderede, at hændelsen ikke var den mest sandsynlige årsag til tilskadekomnes psykiske symptomer i form af søvnproblemer, tankemylder, hukommelsesbesvær, kort lunte, nedsat energiniveau og frygt for at fejle. Vi lagde særlig vægt på, at der ikke var oplysninger om, at pigen var i akut fare i situationen, og at tilskadekomne var i stand til at få kontrol over situationen ved at fastholde hende. Tilskadekomne fik hurtigt opbakning fra en kollega i situationen, og ved tilbagevenden til arbejdspladsen fik hun mulighed for at bearbejde hændelsen ved at fortælle om den til inklusionspædagogerne på arbejdspladsen. Sag nr. 3 Tilskadekomne blev i forbindelse med sit arbejde som sygeplejerske udsat for grove telefoniske trusler fra en patient, der blandt andet udtalte ”jeg skal nok få fat på dig og få ram på dig” . Patienten mødte senere samme dag op på sygehuset og konfronterede tilskadekomne. Ankestyrelsen vurderede, at hændelsen var den mest sandsynlige årsag til tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion. Vi lagde vægt på, at der var tale om en voldsom situation, hvor tilskadekomne havde været udsat for personrettede telefoniske trusler og desuden en fysisk konfrontation. Hændelsen blev også anmeldt til politiet mindre end to uger efter, den var sket, og patienten blev senere kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentlig ansat blandt andet på grund af hændelsen. Tilskadekomne henvendte sig desuden til læge omkring otte måneder efter hændelsen, hvor hun oplyste om hændelsen.

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen vedrører fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til udenlandske statsborgere, der ikke...

Principmeddelelsen fastslår En efterladt kan for en periode, der højst kan fastsættes til 10 år, få udbetalt erstatning for tab af forsørger, hvis...

Principmeddelelsen fastslår Arbejdsskadesikringsloven hviler på territorialprincippet, hvilket betyder, at loven finder anvendelse på arbejde, der...

Principmeddelelsen fastslår For at en skade kan dækkes efter arbejdsskadesikringsloven, skal tilskadekomne være omfattet af lovens personkreds. Der...

Principmeddelelsen fastslår Skader, der sker under befordring til og fra arbejde, er som udgangspunkt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven....

Principmeddelelsen fastslår En efterladt kan for en periode, der højst kan fastsættes til 10 år, få udbetalt erstatning for tab af forsørger, hvis...

Principmeddelelsen fastslår Godtgørelse for varigt mén er en kompensation for varige gener (ulemper) i den personlige livsførelse i den...

Principmeddelelsen fastslår En arbejdsgiver er ikke sikringspligtig for ulykker, der indtræffer efter ophøret af et ansættelsesforhold. Dette...

Principmeddelelsen fastslår Denne principmeddelelse fastslår, hvem der er sikringspligtig arbejdsgiver for ansatte hjælpere i en BPA-ordning, der...

Principmeddelelsen fastslår Tilskadekomnes samlede tab af erhvervsevne er en følge af den anerkendte arbejdsskade, medmindre oplysninger i sagen...

Principmeddelelsen fastslår Tilskadekomnes samlede varige mén er en følge af den anerkendte arbejdsskade, medmindre oplysninger i sagen godtgør,...

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen belyser, hvilke elementer der kan indgå i vurderingen af, om den tilskadekomne har ret til tillæg til...

Principmeddelelsen fastslår Denne principmeddelelse fastslår, at det efter en samlet bevisafvejning er muligt at anerkende PTSD som en ulykke,...

Principmeddelelsen fastslår Det er en betingelse for at anerkende en skade som en arbejdsskade, at skaden er opstået som følge af arbejdet eller de...

Principmeddelelsen fastslår En vaccinationsskade som følge af en COVID-19-vaccination kan under visse betingelser være en arbejdsskade. For at en...