Praksis der binder,
før kommunen afgør.

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Det følger af barnets lov § 5, stk. 3. Kravet om inddragelse af barnet eller den unge gennem direkte kontakt gælder som udgangspunkt ikke, når kommunen træffer beslutninger eller afgørelser, som udelukkende handler om barnets eller den unges forældres økonomiske forhold. Det skyldes, at beslutninger og afgørelser om forældres økonomiske forhold, som udgangspunkt, ikke har direkte indvirkning på barnet eller den unge. Undtagelsesvis kan en beslutning eller afgørelse om forældres økonomiske forhold have en direkte indvirkning på barnet eller den unge, hvorfor barnet eller den unge alligevel skal inddrages, før der træffes afgørelse. Vurderingen beror altid på en konkret og individuel vurdering af oplysningerne i sagen, og det er ikke muligt udtømmende at slå fast, hvornår eller i hvilke sager det er tilfældet. Følgende momenter kan indgå i den konkrete vurdering af, om barnet eller den unge skal inddrages i en sag om forældrenes økonomiske forhold og sagen dermed falder inden for anvendelsesområdet af barnets lov § 5: Typen af ydelse, der søges økonomisk hjælp til Hvis karakteren af den økonomiske ydelse, herunder formålet med ydelsen, kan have en direkte indvirkning på barnet eller den unge, taler det for, at barnet eller den unge skal inddrages. Oplysninger om væsentlig påvirkning af barnets eller den unges trivsel Hvis der foreligger oplysninger, som indikerer, at barnets eller den unges trivsel er væsentligt påvirket af den konkrete afgørelse, taler det ligeledes for, at der bør ske inddragelse af barnet eller den unge. Det kan eksempelvis være forældrenes økonomiske situation, som påvirker eller begrænser barnets eller den unges mulighed for at deltage i sociale fællesskaber. Det forhold, at forældrene ikke har midler til selv at afholde udgiften, fører ikke i sig selv til, at der skal ske inddragelse af barnet eller den unge. De konkrete sager I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på økonomisk støtte til et efterskoleophold, fordi kommunens begrundelse var mangelfuld. Ankestyrelsen vurderede på baggrund af de samlede oplysninger, at det var korrekt, at der var sket inddragelse af den unge forud for kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til et efterskoleophold for den unge, som ville betyde, at den unge skulle opholde sig uden for hjemmet i løbet af skoleåret. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på oplysninger om barnets trivsel, herunder at den unge var i en stor proces med en ny diagnose og medicin opstart, hvorfor den unge havde brug for trygge rammer. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at mor efter det oplyste ikke selv havde økonomi til at sende den unge afsted på efterskole, og at den unge på den baggrund havde været nødt til at finde en anden løsning. Den unges tidligere efterskole havde også vurderet, at den unge i høj grad vil kunne profitere af et år mere på efterskolen. I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen kommunes afgørelse om ophør af dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til solokørsel til et klubtilbud og til den unges aflastningssted, fordi kommunen ikke havde inddraget den unge. Ankestyrelsen lagde vægt på typen af ydelsen, der var blevet søgt om dækning af, og at den unges skole oplyste, at det ville have en stor betydning for den unges trivsel og mulighed for udvikling, hvis den unges kørsel blev ændret. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag på dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til p-piller. Ankestyrelsen hjemviste kommunens afgørelse om afslag på medicin i form af melatonin grundet manglende oplysninger i forhold til den materielle behandling af afgørelsen. Ankestyrelsen vurderede i begge tilfælde, at kommunen ikke skulle have inddraget den unge. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til medikamenter, og at der ikke forelå sådanne tilstrækkelige oplysninger, der understøttede, at den unges trivsel ville blive væsentligt påvirket ved afgørelsen om økonomisk støtte til køb af de pågældende medikamenter. I sag nr. 4 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag på dækning af merudgifter (nu: kompensationsberettigende ydelser) til pasning af barnet i hjemmet. På baggrund af de samlede oplysninger vurderede Ankestyrelsen, at det var korrekt, at kommunen havde foretaget inddragelse af barnet. Ankestyrelsen lagde vægt på typen af ydelsen, idet der var tale om økonomisk støtte til at betale en barnepige til barnet, som kunne passe barnet i hjemmet efter skole, herunder at der var tale om en løbende ydelse i et vist omfang. Ankestyrelsen tillagde det ligeledes vægt, at det i en udtalelse fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center fremgik, at barnets trivsel ville blive væsentligt påvirket ved afgørelsen om økonomisk støtte til pasning af barnet i hjemmet. Fold alle ud

Kommunen træffer afgørelse om egenbetaling Det er lederen af en boform omfattet af servicelovens § 109 (krisecentre) og § 110 (herberger, forsorgshjem mv.), der træffer afgørelse om optagelse i boformen. Det er kommunen, der opkræver egenbetaling for ophold i boformerne. Kommunens opkrævning om egenbetaling for ophold på krisecentre, herberger, forsorgshjem mv. er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det skyldes, at kommunen på offentligretligt grundlag retter et betalingskrav mod borgeren, hvorved det ensidigt bestemmes, hvad der skal være gældende ret for borgeren, dvs. hvad borgeren konkret skal betale. At der er tale om en afgørelse, betyder, at forvaltningslovens krav til fx begrundelse og klagevejledning skal være opfyldt. Når der er truffet afgørelse, kan egenbetalingen for opholdet inddrives. Det er den kommune, der har ansvaret for borgerens ophold i boformen, som træffer afgørelsen om egenbetaling. Fra hvornår skal betaling ske? Når en borger tager ophold på en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110, kan kommunen opkræve egenbetaling fra begyndelsen af opholdet, selvom afgørelsen om egenbetaling først træffes efter opholdets begyndelse. Den konkrete sag En borger tog ophold på et herberg den 16. maj 2022. Den 6. juni 2022 orienterede kommunen borgeren om, at han ville blive opkrævet egenbetaling fra den dato, hvor han tog ophold på herberget. Borgeren blev også orienteret om muligheden for at søge om bortfald eller nedsættelse af egenbetalingen. Kommunen sendte den 30. juni 2022 en opkrævning i form af en faktura for egenbetaling for opholdet på boformen for maj 2022. Borgeren klagede over kommunens afgørelse med henvisning til Ankestyrelsens principmeddelelse 43-19 om opkrævning af egenbetaling fra meddelelsestidspunktet for ophold på boformer efter servicelovens §§ 107 og 108 (midlertidige og længerevarende botilbud). Kommunen fastholdt, at egenbetalingen kunne opkræves fra opholdets begyndelse. Ankestyrelsen vurderede, at kommunens faktura af 30. juni 2022 var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ankestyrelsen vurderede også, at egenbetaling for ophold i boformer efter servicelovens § 110 skulle ske fra opholdets begyndelse. Ankestyrelsen henviste til reglerne i bekendtgørelse om egenbetaling for midlertidigt ophold i boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 og til, at principmeddelelse 43-19 ikke gælder for boformer efter servicelovens §§ 109 og 110. Ankestyrelsen stadfæstede således kommunens afgørelse om egenbetaling. Fold alle ud

Principmeddelelsen fastslår Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed...

Principmeddelelsen fastslår Lederen af en boform omfattet af servicelovens § 109 (kvindekrisecentre) eller boformer omfattet af servicelovens § 110...